gullivers travel

Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg

Hvem målgruppen for "Gulliver's Travel" er, er et svært spørgsmål. Først og fremmest er titlen engelsk, ligesom filmen er engelsksproget, så børnene skal være dus med undertekster. På den anden side er filmatisering af Jonathan Swifts 1726-klassiker udpræget eventyrlig og komisk. Eller den forsøger i hvert fald på at være sjov og morsom. Hvorvidt det lykkes afhænger af om man er fan af Jack Black eller ej. Han gør det absolut godt i filmen her og flere gange er jeg da også ved at falde for små tyksakkens charme!

Fra overset taber, til ”rigtig” helt
I » Gulliver's Travel « spiller Jack Black Gulliver, der igennem 10 år har levet en banal tilværelse som postomdeler på den store avis The Times, hvor han i det skjulte sværmer for rejseredaktøren Darcy. Da Gulliver nu får en ny kollega i postomdelingen, bliver han udfordret til at invitere Darcy ud. Men kikset som altid ender det med en fatal misforståelse. Før Gulliver har set sig om er han på vej til Bermuda-trekanten for at lave en rejseartikel i håb om at imponere Darcy. I blæst og storm rammer Gulliver en ' interdimensional portal' og ender i det uopdagede land, Lilleput.

Et rigtigt eventyr tilsat en sjat pral & komik
Som i Swifts klassiske historie møder Gulliver nu en række udfordringer. Småfolket er til at begynde med fjendtligt indstillet. Langsomt vinder Gulliver deres beundring, da han hjælper dem med at besejre en mekanisk kæmpe fra nabolandet i en stor duel. Gulliver benytter sig imidlertid af mere pral end godt er, og lader Lilleputterne tro, at han er leder af sit folk ligesom han selvfølgelig også har overlevet Titanic og været helt i Star Wars! Det kan ikke andet end få publikum til at trække på smilebåndet, ligesom det alt andet lige ér morsomt, at Gulliver alias Jack Black slukker en brand i Lilleputkongens slot ved at tisse på den. Jeg ville gerne skrive at det var for plat, men det fungerer om end filmen aldrig bliver virkelig sjov.

For mange kokke fordærver maden …
"Gulliver's Travel" spiller på mange tangenter og måske lidt for mange. Den røde tråd kommer aldrig rigtig frem. Er det en komedie, et eventyr, et drama, en film for børn eller voksne? Spørgsmålene er mange. Den altid vigtige kærlighedshistorie er også medtaget, og udspiller sig både mellem Gulliver og Darcy samt prinsessen af Lilleputland og en fattig handskemager. Vi følger også Gullivers udvikling fra umoden og uselvstændig til mere målbevidst og moden. Den klassiske kamp mellem det gode og det onde forgår allerede da Gulliver arriverer til Lilleputland, der ligger i evig kamp mod nabolandet. Og selvfølgelig er vores hovedperson mand for at løse dét.

Overflade versus indhold
Oveni er "Gulliver's Travel" lavet til en nutidigt 3D effektmæssigt fantastisk flot film. Personlig kunne jeg godt bruge endnu flere 3D effekter, men nød hvor detaljeret og lækker filmen var lavet. Hvor jeg måske ikke rigtig kunne grine med, valgte jeg i stedet at lade mig fascinere af billederne og min erindring om den originale Gullivers rejse. Hvor er det synd, at filmen ikke trækker mere på bogens moralske satire over samfundet og menneskeheden. Så ville filmen få lidt mere fylde end blot Gullivers store korpus, der bliver genstand for publikums latter og et pjevset eventyr. Det er for banalt og trist. Jeg vil glæde mig over, at bibliotekerne har flere fine versioner af bogen om Gulliver til enhver aldersgruppe. God tur til boghallerne!

Tre bud på Gullivers rejser i bogform
– fås på biblioteket eller hos antikvariat

• Gullivers Rejse til Lilliput / Bearbejdelse, Indledning og Noter ved Ebbe Neergaard ; Vignetter af Beate Neergaard. - Erichsen, 1936. - 123 sider : ill.

• Jonathan Swifts Gulliver / genfortalt af Martin Jenkins ; illustrationer Chris Riddell ; på dansk ved Søren H. Madsen ; redaktion: Per Kølle og Lene Madsen. - [Kbh.] : Sesam, 2004. - 144 sider : ill. (nogle i farver) ; 25×29 cm

• Gullivers rejser / efterskrift, noter og oversættelse ved H.C. Huus (Hasselbalchs klassikere). - Hasselbalch, 1947. - 360 sider : ill.. - (Hasselbalchs klassikere)