husråd og fertilitet
19. december 2007

Jeg er en 27-årig kvinde, som sammen med min kæreste forsøger at blive gravid.
Jeg skriver til dig, idet jeg gerne vil høre en professionels holdning til følgende emne. Det drejer sig om alle de her gamle husråd om, hvordan man forbedrer chancen for at blive gravid; såsom at man skal ligge med løftet underliv x antal timer efter samleje og at man ikke må vaske/tørre sæden af
sig efter samleje osv. osv.
Jeg har ledt og ledt på internettet men har ikke fundet svar på den slags. Jeg håber, at du vil hjælpe mig hermed, idet jeg gerne ligger og sover i underlige stillinger og ellers tager andre nyttige forholdsregler, hvis det rent faktisk ER nyttige forholdsregler. Er det derimod blot skrøner, så vil jeg jo føle mig lidt fjollet ved at følge disse råd.
På forhånd mange tak.
M
______________________________________________________
Hej du der gerne vil være gravid
Jamen, mange af de råd du nævner er faktisk udmærkede. At ligge med en pude under efter samlejet så underlivet bliver løftet, er hensigtsmæssigt fordi sæden forbliver i livmoderen længere.
Der er også teorier om at sædproduktionen forøges, når en mand er seksuelt aktiv. Men hvis han har meget hyppig sædafgang, bliver antallet af sædceller mindre og skulle dermed gøre hans forplantningsevne tilsvarende ringere. Manden bør således undlade at onanere i den periode hvor I forsøger at blive gravide.
Om rådene virker? Tja... men de gør i hvert fald én ting. De gør, at man selv syntes man har en finger med i spillet, at man selv gør noget - og det er jo altid dejligt at føle man selv er med til at gøre en forskel.
Endelig vil jeg tilføje, at der jo desværre findes rigtig mange par, som på trods af alverdens gode husråd, ikke bliver gravide. Derfor bør man, når man uden held har forsøgt sig et års tid, få undersøgt hvorvidt den udeblevne graviditet kan have en fysisk årsag.
Læs mere om fertilitet og barnløshed her på BarneGuiden >>
Held og lykke.
Kærlig hilsen










































