hyldebær

Netop nu hænger smukke klaser af mørke hyldebær og venter på at blive plukket. Hjemmelavet, varm hyldebærsaft eller hyldebærsuppe er noget af det dejligste på en kølig efterårsdag, hvad enten man er barn eller voksen. Så hop i røjserne, grib kurven og gå på jagt i krat og hegn. Husk at hyldebær skal plukkes, hvor der ikke er for meget trafik, for at undgå trafikstøv og tungmetaller.
Husk også at rå hyldebær, især de umodne grønne, kan give mavekneb, så nyd dem først når de er tilberedt.

Hyldebærsaft lindre forkølelse og halsbetændelse
Bærrene indeholder store mængder A-, B- samt C.. Vigtige vitaminer især her i efteråret, hvor temperaturen skifter, og forkølelsen venter lige om hjørnet. At hyld skulle have en særlig helbredende kraft viser dette gamle vers:

Hyldetræ jeg klager dig
Feberen den plager mig
Hyldetræ nu har du vundet
Feberen den er nu forsvundet


Hyldebærsaft
Hyldesaft laves af 1 kg hyldebær, 2-4 dl vand og 200 g sukker.
Rib bærrene fra stilken og kom dem i en gryde. Det gøres lettest med en gaffel, når det er børn, der arbejder.
Tilsæt vandet og bring gryden i kog. Der skal være så meget vand ved, at bærrene netop er dækket. Kog bærrene ved svag varme ca. 20 min. Si bærrene fra gennem en si eller et klæde. Mål saften tilbage i den rengjorte gryde. Beregn ca. 10 g sukker pr. dl saft. Kog saften med sukkeret til det er opløst. Saften kan gemmes, hvis I fryser det eller tilsætter Atamon.

Hyldemarmelade
I skal bruge 250 g modne hyldebær og 500 g sure æbler. Hertil 1 dl appelsinjuice og ca. 2 dl honning eller sukker.
Rib hyldebærrene. Fjern kernehuset fra æblerne, og skær dem i småstykker. Bær og æbler koges med juicen under låg i ca. 10 min. Tilsæt honning eller sukker og smag til. Hvis marmeladen er for flydende, tilsættes pektin.

Hyldebærsuppe som i gamle dage
Til hyldebærsuppe kan spises tvebakker, ristede brødterninger eller havregryn.
Hyldebærsuppe laves af 500 g hyldebær, 8 dl vand, 100 g sukker, 250 g æbler og kartoffelmel til jævning. Bærrene skylles, ribbes med en gaffel og koges møre i vandet. Saften sies fra og får et opkog med sukkeret og de skrællede, ituskårne æbler. Jævn med kartoffelmel.

Hyldebærgele - Hyldebær gele
Ingredienser: 1 kg hyldebær, ca. 2 dl vand
Til hver liter siet saft:
1 kg sukker, 1/4 tsk. Atamonpulver eller 1/2 tsk. flydende Atamon. Saften koges af bærrene og sies. Saften måles og bringes i kog. Sukkeret røres langsomt i. Geléen koges sagte 5-8 min., til dråberne falder tungt fra skeen.
Geléen skummes, tilsættes Atamon og hældes i geléglas, der lukkes dagen efter.