køkkenkræs og kloge kalorier

Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg


Farvel til madspild
– goddag til madkvalitet!

Mange familier kæmper med husholdnings-budgettet og ønsker samtidig sund og velsmagende mad. Birgitte Escherich, som mange vil kende fra "Ha´ det godt" -programmerne i tv og de altid interessante "Kloge kalorier"-klummer i Politiken, er på banen med bogen Køkkenkræs og kloge kontanter. Forfatteren har en baggrund som cand. scient. pol. og ejer desuden Kostkompagniet. Altså er forudsætningerne for en vellykket bog tilstede.

Super spareskema!
Køkkenkræs og kloge kontanter er da også en hel igennem flot og inspirerende bog, fyldt med sparetips, kostråd og en række fristende opskrifter.
Læserne lærer at smage maden til, fordi velsmagende mad mætter bedre ifølge Birgitte Escherich. Bedst synes jeg klart om idéen med det store spareskema, hvor forfatteren giver massevis af idéer til, hvordan den samme råvare kan genbruges i andre opskrifter. Og mon ikke det netop er her, der er mange penge at spare?
Jeg kunne måske også have tænkt mig en oversigt med ”Sådan bytter du”, da jeg har på fornemmelsen at mange kæmper med selv at finde ud af, hvordan de udskifter en råvare med en anden. Der vil tit være penge at spare, hvis man kan anvende en billigere erstatning.

Køb kvalitet
Birgitte Escherich er talsmand for den holdning, at vi bør være smide mindre ud for at få råd til at købe bedre kvalitet. Det er vel de færreste, der er uenige i at det er dyrt at købe mad og drikke, men at ændre vaner kan være svært. ”Køkkenkræs og kloge kontanter” er med til at sætte spot på nogle af de steder, hvor man med lidt sund fornuft kan spare en del penge i det lange løb. Fx vha. planlægning, en tur på landet, at lave dobbelt portion, kun købe det rigtige ind.
Bogen præsenterer rigtig mange små fif og anvendelige råd, som der er al mulig god grund til at tage til sig. Men den stiller også store krav til sin læser indimellem, uden at diskuterer de forudsætninger og krav, den stiller til læseren.

Op med ærmerne og tilbage til rødderne
Med frygt for at blive mødt med foragt, skal jeg gerne erkende at min husholdning tidligere har hørt til i gruppen af de, der kasserede alt for meget. Der blev købt meget mere ind, end vi kunne spise og rester hørte ikke til på madplanen, ligesom vi havde svært ved at få brugt kedeligt frugt og grønt. I løbet af et år er det blevet ændret til det bedre, og prognosen er klart positiv.
Min erfaring er dog, at det tager min. 3/4 time mere dagligt at leve jf. den ny filosofi som Birgitte Escherich og andre taler for – og som de fleste af os så utrolig gerne vil inderst inde. Det ender med et øget tidsforbrug også selvom brug af madplanen fx er tidsbesparende og det at spise rester ligeså. Det, at lave alting fra bunden tager megen tid ligesom det kan være rart – og tidsbesparende – engang imellem at falde for fristelsen og købe fast food eller blot en omgang rundstykker søndag morgen.

Ting tager tid!
Når ”Køkkenkræs og kloge kontanter” fortæller, at vi skal koge marmelade af overmoden frugt, lave suppe af slatne grøntsager (og fryse den ned) og lave agurkesalat af slatne agurker så tager det alt sammen tid. Bogen glimrer i sit fravær af debatten af tidsforbruget. Det ville klæde Birgitte Escherich at forholde sig til at hendes anvisninger alt andet lige kræver tid, som familierne anno 2010 vil have svært ved at se hvorfra de skal finde. Gevinsten er dog indiskutabel: penge og bedre kvalitet.

Magter vi det?!
Jeg ser for mig at ”Den snusfornuftige husmoder”, som jeg kalder idéen om at kunne genbruge rester en masse og lave mad fra bunden kan blive endnu et åg, på den unge families skuldre. Endnu en politisk korrekt handling, vi er nødt til at præstere, fordi vi jo ikke er uenige om, at det ér noget svineri at smide frisk mad ud eller sundest, at bage alting selv af nymalet mel fra Aurion...
I min optik skulle vi måske snarere stille krav til butikkerne til mere hensigtsmæssige størrelser på pakningerne og bedre kvalitet. Og hvorfor ikke have et større udbud af økologisk og biodynamisk convenience food?! Det vil børnefamilierne da elske! Præcis som det vil være skønt med et bedre udvalg af sunde spisesteder i provinsen for børnefamilien. En anden madkultur om vi vil. Hellere det, end at pålægge os selv flere byrder som at bage, sylte og lave supper, som en del af de faste huslige pligter. Der er så lidt tid at tage af og mange som vil opleve, det også er svært at lykkes med det. Madlavning skal ske med kærlighed og overskud.

Kunsten at få kvalitet for færre kroner!
”Køkkenkræs og kloge kontanter” er en meget fin bog, med mange lækre opskrifter og lærerige idéer til husholdningen. Birgitte Escherich skal naturligvis ikke klandres for den danske madkultur og hvordan vi har indrettet samfundet. Med det in mente, er hendes forslag til besparelser fornuftige og meningsfulde om end de forudsætter tid og dedikation for projekt spar penge og undgå madspild. Bogen vil hurtigt tjene sig selv ind, og bedst af alt, vil den medvirke til at madkvaliteten højnes!

Bestilling ...
Bogen kan bestilles online her

Læs også …
Kostkompagniet ved Birgitte Escherich
Stopspildafmad.dk
DR1 – Ha´ det godt