krammebamser til syge børn

TrygFonden har de seneste år doneret søde krammebamser til udvalgte hospitaler, der opererer børn under fuld narkose. Erfaringen viser, at en blød bamse kan gøre en stor forskel for barnet og dets familie i en svær situation...

83.496 krammebamser skal trøste små patienter
Igennem de sidste 3 uger har 36 hospitaler over hele landet til sammen modtaget 83.496 krammebamser, der skal trøste og opmuntre børn, når de skal bedøves. Bamserne er doneret af TrygFonden for at støtte børnene og deres familier i en svær situation.
Det er aldrig sjovt at skulle bedøves, men for de 35.000 børn, som hvert år skal bedøves før en operation, kan synet af en kanyle og en fremmed voksen i hvid kittel være direkte skræmmende. Der er dog godt nyt på vej til børn på 36 hospitaler over hele landet, for de har netop hver modtaget et stort parti krammebamser. De vil hen over de næste to år blive delt ud til alle de børn, som skal bedøves på hospitalerne.

Over 1000 isbjørnebamser er tidligere blevet delt ud på Sønderborg og Kolding Sygehuse, hvor de vakte stor begejstring blandt både børn og personale. Anæstesisygeplejerske på Kolding Sygehus, Johanne Lund, fortæller:
"Jeg har brugt bamserne til børn, der skal bedøves til MR-scanning. Børnene bliver meget glade for bamserne, og vi får nemmere en god kontakt med børnene, inden de skal sove. Jeg plejer at sige, at bamsen passer på dem, mens de sover, og børnene virker mere trygge, når de får det at vide".

Bamserne blev så stor en succes, at TrygFonden besluttede, at mange flere børn skulle have den trøst.
"TrygFonden har igennem flere år haft sikre og trygge patientforløb som et af vores store fokusområder. Det kan være hårdt, når et barn skal gennemgå en operation - også for dets forældre - og jeg håber, at denne indsats kan hjælpe både børn og forældre i en svær situation", udtaler Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.