for meget støj i klassen

Kære Charlotte Clemmensen,
Min datter er startet 0 klasse, og det er en stor omvæltning. Vores børn i dag er åbenbart større egoer end førhen - og meget mere støjende..
Vi søger nogle værktøjer, at vores datter og klassen kan lære at have lidt respekt for klasselæren og ikke bare råbe fordi de andre klassekammerater gør det.
Hvordan tackler vi det? Det gælder jo alle børnene.
Hverken forældre, klasselærer mm. og mest af alt børnene har jo ikke godt af at være så støjende ..

____________________________________________

Hej,

Ja, det er en stor omvæltning når ens barn starter i skolesystemet, både for barnet, men også for os forældre. Det er en helt ny verden at skulle være forældre i skolen i forhold til børnehaven.

Børn går i skole for at lære og for at udvikle sig i samvær med andre børn og voksne. Når børn er trygge, har de lettere ved at lære og bevare deres naturlige nysgerrighed.

Jeres nye 0 klasse er da heldig at have forældre som jer i klassen. Forældre der aktivt gerne vil gå ind i at samarbejde med skolen – det er jo et rigtig godt udgangspunkt, for at der kan gøres noget i jeres barns klasse.
Det er et fælles ansvar for skolen og forældrene at skabe rammer, som giver børnene det bedste læringsmiljø. Samarbejde er et nøgleord for at få det til at lykkes.

Men I bliver nødt til at have de andre forældre i tale, så I kan tage nogle fælles beslutninger om hvordan I gerne vil arbejde hen imod – sammen med læren – at det skal være rart for alle at være i jeres 0 klasse.

Det vil altid være godt at sætte en proces i gang, hvor alle voksne omkring børnene deltager i dialog for at give børnene de bedst tænkelige udviklingsmuligheder. Prøv på et forældremøde at skabe rum til at alle (forældre, lærere og pædagoger) har mulighed for at give deres meninger og synspunkter til kende over for hinanden, i forhold til hvad I hver især venter jer af skole – hjemsamarbejdet.

Målet for hvad denne forældreaften skulle munde ud i, kunne være:

● Hvordan vil vi gerne have det skal være for vores børn at gå i skole?
● At I forældre lære hinanden at kende Afklare holdninger og forventninger til hinanden
● Hvad kan vi hver især gøre (forældre, lærer og pædagog)
● Skabe et frugtbart samarbejde – hvordan gør vi det?
● Synliggøre at alle er vigtige i dette samarbejde omkring børnene.

Tal med klasselæren om det er noget I kan tage op på et forældremøde. Jeg er sikker på at klasselæren vil blive glad for jeres initiativ, og have stor lyst til, at I sammen støtter om, at der skal være rimelig arbejdsro og en god og respektfuld omgangstone i klassen, både mellem eleverne og mellem læreren og eleverne.

Jeg vil dog heller ikke undlade at sige, (sagt ud fra erfaring efter mange år som forældre i skolesystemet) at det kan kræve tålmodighed og mange kræfter, fordi der jo er mange forældre og dermed mange forskellige holdninger til børn i spil, når I mødes og skal tale sammen. Men at få skabt en fælles holdning, grundlag og mål hos forældrene og læren fra starten, er en god og nødvendig forudsætning for at det kan lykkes.

Jeg håber du kan bruge mit svar og får skabt en dialog med jeres datters lærer og de øvrige forældre i klassen om ovenstående.

Jeg ønsker jeg held og lykke med den kommende skoletid.

Venlig hilsen