miljøbevidste børn rykker tre felter frem
16. august 2005

- Elektroniske hjælpemidler åbner fantastiske muligheder for børnene, men de skal også lære, at det har betydelige negative konsekvenser for miljøet. De fleste ved nemlig ikke, at elektronik også er
meget belastende for miljøet i kraft af indhold af problematiske stoffer og brug af ikke-fornyelige ressourcer, siger Elektronikpanelets formand Jesper Thestrup.
Han henviser til en undersøgelse fra Elektronikpanelet der viser, at kun meget få forbrugere er klar over miljøbelastningen og forstår den. Det er noget, som Elektronikpanelet arbejder på at ændre.
Derfor har panelet nu udarbejdet et brætspil, som på udfordrende og sjov måde lærer børnene om elektroniks miljø- og sundhedsforhold.
- Vi starter med børnene. De er storforbrugere af elektronik og er interesserede i at gøre noget godt for miljøet. Desuden vil vi gerne hjælpe natur- og tekniklærerne til at få konkret indhold i undervisningen, som børnene kan forholde sig til, og som de finder relevant, udtaler panelmedlem Hanne Svenningsen fra Informationscenteret for Miljø & Sundhed.
Spillets formål er at styrke børns viden på miljøområdet og øge nysgerrigheden og interessen for spørgsmål om teknologi og miljø gennem leg og underholdning. Spillet tager udgangspunkt i den elektronik, som børn bruger i dagligdagen. Det er grundlæggende et brætspil, der blander elementer fra "Matador" og "Bankospil". Hver spiller tildeles et elektronisk apparat, som det gælder om at fremstille, bruge og bortskaffe på den mest miljørigtige måde.
- Det skal være underholdende for børnene at spille, samtidig med at de får en viden og holdningspåvirkning. Vi har derfor inddraget ting fra børnenes hverdag, som f.eks. dvd, digitalkamera, mobiletelefon, så de føler, at undervisningen har relevans for deres hverdag, siger Peter W. Christensen fra Elektronikpanelet, som har udviklet spillet. - Samtidig har vi tænkt på at give lærerne inspiration til at bruge spillet i forskellige undervisningssituationer, tilføjer han.
Spillet lever op til undervisningsplanen for Natur & Teknik for 5.-6. klassetrin. I læseplan og trinmål fremhæves, at undervisningen skal give eleverne indsigt i problemstillinger om, hvorledes samspillet mellem mennesket og naturen fungerer. Ligeledes skal de have indsigt i anvendelse af teknologi, og hvordan denne indvirker på planter, dyr og menneskers levevilkår.
- Miljøspillet dækker primært behovet for undervisningsmateriale om vores brug af teknologi og dens indvirkning på miljøet; et område som vi finder er underrepræsenteret i faglitteraturen, slutter Jesper Thestrup.
Elektronikpanelet tager initiativer til og gennemføre aktiviteter, der kan reducere miljøbelastningen fra produktion, anvendelse og bortskaffelse af elektronik. Spillet distribueres til alle landets folkeskoler gennem Geografforlaget.
Kilde: Elektronik Panelet










































