mobning vækker stor bekymring hos forældre

Syv ud af ti forældre er bekymrede for, at deres barn oplever mobning i skolen. Samtidig er de selv parate til at tage ansvar for at komme mobning til livs, viser ny undersøgelse fra Red Barnet.

72 procent af de forældre, der i disse dage følger deres børn til første skoledag, er bekymrede for mobning i skolen, viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Red Barnet i forbindelse med projektet Fri for Mobberi.

"Det tal er alt, alt for højt. Det kan ikke være rigtigt, at skolestarten, som burde være en glædelig begivenhed, vækker så stor bekymring hos forældrene. Undersøgelsen viser, at der er et enormt behov for at sætte alle sejl ind mod mobning så tidligt som muligt", siger Red Barnets generalsekretær Mimi Jakobsen.

Ni ud at ti vil tage ansvar
I alt 723 forældre til børn, der starter i skolen i år, har deltaget i undersøgelsen, der blandt andet afdækker forældrenes forventning til deres børns skolestart.

90 procent af forældrene mener, at de selv har et ansvar for, at deres børn ikke deltager i mobning i skolen og efterlyser et tættere samarbejde mellem forældre, lærere og elever:

"Vi ved, at det ikke er nok, at skolerne formulerer en mobbepolitik, hvis den ligger og samler støv på skolens kontor. En mobbepolitik skal indeholde konkrete redskaber, der kan i skolen og derhjemme. Erfaringerne fra Red Barnets projekt Fri for Mobberi viser netop, at både forældre, fagfolk og børn må på banen, hvis vi for alvor skal gøre noget ved mobning. Derfor er det også afgørende, at man afsætter penge til at opbygge sådan et samarbejde", siger Mimi Jakobsen.

Red Barnets projekt Fri for Mobberi tilbyder forældre, fagfolk og børn i børnehaver og indskolingen konkrete redskaber til bekæmpelse af mobning.

Læs flere af resultaterne fra Red Barnets undersøgelse på