Ozon og sundhedsrisiko
21. juli 2006

Høje ozonniveauer ved jordoverfladen kan både skade sundhed og miljø. Ozon kan bl.a. irritere luftvejene og medføre åndedrætsbesvær, fremkalde astma og skade lungerne, oplyser Det Europæiske Miljøagentur - EEA.
Især børn og personer med astma eller andre luftvejslidelser udgør en særlig risikogruppe, påpeger EEA, som inddeler risikoen i tre niveauer: "moderat", "høj" og "meget høj". Hvis ozonniveauet er moderat rådes personer med luftvejslidelser til at beskytte sig ved at begrænse udendørsaktiviteter.
Ozone Web
På Ozone Web kan man tjekke ozonniveauet ved at indtaste et stednavn eller klikke sig ind på et kort over Europa. Man kan også læse mere om de sundhedsmæssige risici i forhold til ozon ved jordoverfladen og få råd om, hvordan man bør forholde sig til forhøjede niveauer og i øvrigt være med til at reducere luftforurening.
Kilde: Informationscenter for Miljø & Sundhed









































