samtaler om forældreskab

At være gravid, er for de allerfleste en meget glædelig begivenhed. Der sættes gang i en masse tanker og følelser både hos den gravide og hos den kommende far. Men for nogen kan tankerne om det kommende forældreskab blive så overvældende, at det udvikler sig til ængstelighed og bekymring for fremtiden.

BarneGuidens brevkasseredaktør psykolog Charlotte Clemmensen møder ofte de urolige og ængstelige kommende forældre i sin konsultation.
”Det er helt naturligt, at man som kommende forældre, gør sig en masse tanker og overvejelser om hvordan livet og hverdagen vil se ud med et barn. Men for nogen kan tankerne blive så overvældende at det udvikler sig til bekymring, hvilket naturligvis påvirker graviditeten og hele oplevelsen af at skulle blive forældre”, forklarer Charlotte Clemmensen.

I konsultationen får forældrene luft for deres bekymring og får erstattet de ængstelige tanker og fordomme, med positive følelser og forventninger til forældreskabet.

”Jeg oplever at det er en stor lettelse for forældrene at få sat ord på bekymringerne, at få talt ud om tanker og følelser, og finde ro til at nyde graviditeten og skabe kontakt til barnet i maven”, siger Charlotte Clemmensen. ”For under graviditeten er det væsentligt at der foregår en mental og psykologisk forberedelse på de store forandringer der er i vente”.

Charlotte Clemmensen har opstillet en række spørgsmål, som kan være udgangspunkt for nogle konstruktive samtaler til parret der venter sig. Spørgsmål der kan lede til følelsen af ro, afklaring og parathed.

• Hvad er det der udvikles og er på spil i dig, i forhold til dig selv, jeres kommende barn og din partner.
• Den nye identitet som mor og far.
• Forholdet til egen mor/far og familie.
• Vil min opfattelse af min partner ændre sig - hvorfor og hvordan.
• Hvordan vil vi klare denne opgave sammen, når og hvis vores sårbarhed bliver større end vanligt.
• Hvordan kan vi opfylde hinandens behov for at udveksle tanker og følelser om forældreskabet.
• Hvilken betydning vil vores egen opvækst have i forhold til vores forældreskab.
• Hvordan kan vi forandre nogle ting fra vores egen opvækst.
• Hvordan skaber vi et fællesskab om vores kommende forældrerolle.
• Hvad vil der ske i forhold til evt. karriere og/eller arbejdsforhold.
• Hvorfor oplever jeg/vi modsatrettede følelser (f.eks. at være lykkelig og ked af det).
• Hvorfor er jeg/vi så sårbar(e) over for kritik.
• Hvordan passer vi på vores parforhold når vi bliver en lille familie.