trist i børnehaven
3. november 2009

Jeg har en datter der er startet i børnehave for nu ca. 1 måned siden. Hun har hele vejen igennem været meget ked af det når vi har afleveret hende i børnehaven. Problemet er, at det ikke går over, som man oftest hører, efter 5 min. når vi er gået.
Hun er gerne ked af det flere gange i løbet af dagen og nogle gange stort set hele dagen.
Min kone er endnu ikke startet på arbejde og derfor afleverer hun hende sent og henter hende tidligt så hun ikke er der mere end 4-5 timer.
Jeg har sammen med min kone været hjemme på barsel de seneste 2 måneder og vi har her gået hjemme alle sammen inkl. lillebror på 8 mdr. – omvæltningen fra vi alle var hjemme til at starte i børnehave gør det nok ikke nemmere?
Før vi gik på barsel gik hun i vuggestue, hvor der stort set aldrig var problemer. Vi begynder at miste troen på om hun nogensinde falder til. Er det for tidligt at overveje at skifte børnehaven ud efter en måned ?
Kærlig hilsen , Far
_______________________________________________
Hej
Tak for dit spørgsmål til mig her i brevkassen.
Det lyder dejligt at du og din familie har haft 2 måneder sammen, hvor I alle har haft mulighed for at være hjemme.
Det må være hårdt og en omvæltning for hele din lille familie, når hverdagen igen byder på, at alle skal være hver for sig i løbet af dagen. Det tager lidt tid at få lavet denne omstilling i familien.
Der er sket nogle store forandringer i din datters lille liv. Hun er så heldig at hun er blevet storesøster, er stoppet i vuggestuen, både mor og far har kunnet være hjemme i en periode og at tingene nu igen forandrer sig. Hun står over for en ny udfordring og skal starte i børnehave efter en dejlig periode hjemme med mor, far og lillebror.
Det er svært og belastende at være vidne til at ens barn er ked af det i børnehaven og din datter og I forældre skal naturligvis ikke blive ved med at være kede af det.
Du skriver ikke noget om, hvordan I samarbejder med børnehaven om at jeres lille pige skal blive glad og tryg ved at komme i børnehaven? Har I et godt samarbejde om at hjælpe jeres datter bedst muligt? Er du og din kone trygge ved børnehaven?
Som udgangspunkt har I jo mulighed for at lave en god stille og rolig indkøring med korte dage, da jeg kan forstå din kone endnu har barsel, hvilket jeg også kan læse at I gør. Hvordan et indkøringsforløb skal og kan være, afhænger selvfølgelig af flere ting og altid af barnets personlighed. Nogle børn er hurtige om at falde til og andre er lidt længere tid om det. Det samme gælder faktisk også os forældre, nogle af os er hurtige til at vænne os til, blive trygge og give slip på barnet når det starter i vuggestue eller børnehave, andre har brug for lidt mere tid.
Har man et lille sensitivt barn, vil det oftest have brug for en lidt længere periode for at vænne sig til det nye og ukendte. Børn har altid brug for forstående og tålmodige voksne, der accepterer netop deres lille personlighed og deres måde at starte på noget nyt og udfordrende. Det kræver tid for det lille barn at knytte sig til nye voksne og vi voksne må ”på arbejde” for at finde ud af hvordan dette bedst kan tilrettelægges for hvert enkelt lille barn.
Du skriver jeres datter havde det godt i vuggestuen og jeg læser det som at det ikke var svær med indkøring der. Hvad var det I og vuggestuen gjorde for at hun skulle være/blive tryg i hverdagen. Er der mon noget I kan komme på tanke om, som I nu også kan bruge i børnehaven. Prøv at tænke tilbage på, hvad det var der var godt for hende der.
Som forældre kan I prøve at finde ud af hvad det var der fungerede så godt for jer og jeres datter i vuggestuen. I skal gøre jer tankerne med det udgangspunkt at I skal prøve at finde ud af hvordan i bedst kan hjælpe jeres datter til at blive glad for børnehaven. Er der noget der var virksomt, som vi kan gøre brug af nu med start i børnehaven. Fortæl i børnehaven, hvordan det var da jeres datter gik i vuggestuen, og hvad I husker der var godt for hende da hun startede der.
Du skriver ikke noget om hvordan I har kørt jeres datter ind i børnehaven, undtaget at hun har korte dage?
Det kan være at I har gjort følgende, men jeg vil alligevel generelt fortælle lidt om hvad der for de fleste børn og forældre er med til at sikre en så smertefri indkøring som mulig.
Det er vigtigt I har en samtale med institutionen, hvor I taler sammen om hvordan indkøringen skal foregå, og om hvad I som forældre tænker, vil være mest hjælpsomt for jeres datter. Fortæl om hende, hvem er hun, hvad er hun for en lille personlighed.
I skal vide hvem der i starten er jeres og jeres datters kontaktperson, hvem der primært vil tage sig af - og vare på jeres datter. Det er den person I videre skal planlægge og tale med om hvordan det går i hverdagen og om hvordan I vil gøre det næste stykke tid. Det er den første person I skal have skabt en tryghed med og til.
Det er en god ide hvis I kan indrette afleveringen efter kontaktpædagogens arbejdstider, så det er hende jeres datter bliver modtaget af om morgenen og den hun siger farvel og på gensyn sammen med når mor og far går.
Da jeres datter har været ca. 1 måned i børnehaven og I oplever det stadig ikke er godt, er det tid til at I og børnehaven sætter jer sammen og taler om hvordan I bedst kan hjælpe og støtte jeres datter i denne overgang hun står i. Er der dage det går bedre end andre, og hvad er det for dage, hvad er anderledes disse dage?
I må have en grundig snak med børnehaven om hvordan I forsat sammen bedst støtter fremover.
Er I mon trygge ved børnehaven, har I tillid til dem og synes I det er ok for jeres datter at være der?
I skal være opmærksomme på dette, da jeres datter aflæser på jer om I synes det hele er ok , eller om I er i tvivl og ikke helt trygge ved situationen. Hun vil reagere på samme måde som jer, så når og hvis I ikke er trygge ved stedet, vil det ogå have indvirkning på hvordan hun knytter sig til stedet og de voksne der skal passe på hende.
Der ligger andre svar her i brevkassen om børns opstart i institution som I måske kunne have glæde af at læse.
Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke fremover og ønsker jer et godt møde med børnehaven om, hvordan I fremover bedst hjælper jeres datter med at falde til i børnehaven.
Venlig hilsen,










































