UBANG babblechat

Små børn kan også lave store numre! Den kendte ’borte-tit-leg’ er udgangspunkt for en ny serie børnetøj fra danske UBANG Babblechat, hvor en lille, vaks kanin i en høj, sort hat spiller hovedrollen. Som tryllekunstneren i et cirkus kan barnet selv optræde med det populære forsvindingsnummer – et lille puf, og kaninen er blevet borte! Og magien stopper naturligvis ikke her, for med et trylleslag titter ørene frem igen, når kaninen kigger nysgerrigt op af hatten med hjælp fra barnet. Tilbage er der kun et bifald – før legen starter på ny!

Serien består af bluser og korte spencerkjoler i farverne blå, grå og pink med kanter i kontrastfarver. Tilhørende bukser i en tyk og slidstærk sweatshirt-kvalitet kan fås i matchende farver.

TØJ TIL LEG! Designeren bag UBANG Babblechat, Ulla Bang Jørgensen, er kendt for sit særlige blik for at integrere børns leg i beklædning. Gennem tiden har hendes børnetøjskollektioner bl.a. rummet kjoler med fingerdukker i lommen, natdragter med små broderede ansigter gemt bag lapperne ved knæet, og bløde sokker med ansigter, der bliver bevægelige, når man vifter med tæerne. En del af disse fantasifulde stykker børnetøj er blevet en fast del af hendes kollektioner, f.eks. sokkerne, der er blevet en af mærkets populære klassikere eller de kende ’snakkebluser’, der gør det muligt at lave sjove rollespil med hænderne formet som fantasivæsner med deres helt egen personlighed.