veer
20. januar 2011

Veer kan opleves som en tung murren, som langtrukne jag som i starten kan minde om de smerter man kan opleve under menstruationen. Nogen kvinder kan også mærke veerne også smerter hen over lænden og ned i lårene.
I begyndelsen af fødslen kan veerne være lette og uregelmæssige. De kan komme med 5, 10 eller 15 minutters interval og have forskellig varighed. Nogle er små og korte på et halvt minut, andre længere – op til 1 minut.
Selvom det kan være super svært, er det vigtigt at du forsøger at slappe af mens veerne ikke er så generende, så du har kræfter til det arbejde, der venter, når veerne tager til. Der er ikke rigtig noget du kan gøre for at fremskynde fødslen. Det er en skrøne at du fremmer veerne ved at gå rundt, men derfor kan det stadig være rart at gå lidt omkring, hvis du har svært ved at finde ro.
Prøv at se om du kan bruge ventetiden på noget rart. Måske kan du meditere lidt, lave åndedrætsøvelser, sove eller hvile dig. Hvis du er for rastløs, så gå ud og få lidt frisk luft, få pakket din taske eller tag et rart bad.
Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor hurtigt veerne bliver regelmæssige. Men efterhånden finder veerne et mønster, hvor veerne kommer nogenlunde regelmæssigt og varer nogenlunde lige længe.
Hvis du er førstegangs fødende, skal du kontakte jordemoderen, når der er 4-5 minutter mellem veerne, og de er taget til i styrke og længde. En god ve varer i 45-60 sekunder. Nogle oplever, at veerne i en periode er regelmæssige, men at de pludselig holder op. Hvis du har født før, skal du ringe til sygehuset, når der er 5-7 minutter mellem veerne.
Kilde: Sundhedsstyrelsen, Hvidovre Hospital, Gravid de 42 uger








































