we:do:wood

Stabel by WE:DO:WOOD er noget så usædvanligt som en serie designermøbler underlagt visionen om, at eminent formgivning og strenge bæredygtighedsprincipper bør gå hånd i hånd.
Alt sammen til glæde for små mennesker med et stort behov.

Intet er tilfældigt. Så kort kan det siges, når emnet er det nye møbelmærke til børn Stabel by
WE:DO:WOOD. For bag de let svungne linjer, rene flader og smalle farvekanter ligger ideen om, at et møbel bør være langt mere end blot en nødvendig brugsgenstand med et dekorativt udseende. Etik og socialt ansvar udgør nemlig grundstenene i alt, hvad mærkets to ophavsmænd, møbelsnedkeren Henrik Thygesen og billedkunstneren Sebastian
Jørgensen, foretager sig - lige fra valget af det bæredygtige materiale bambus til arbejdsforholdene under produktionen af det stramme design med tydelige aner i den hæderkronede danske møbeltradition.

“Vi vil gerne gøre det muligt at købe et møbel, hvor formgivning og bæredygtighed går hånd i hånd, men samtidig til en pris, hvor de fleste i vores del af verden kan være med. Gode møbler skal være tilgængelige for alle, og miljøet må aldrig blive noget, kun eliten har råd til at bekymre sig om. Det er et spørgsmål om holdning!” understreger Sebastian Jørgensen.

De høje idealer har bl.a. resulteret i, at mængden af formaldehydholdig lim i møblerne er reduceret til et minimum, som ingen andre i branchen kan hamle op med - og det er blot det seneste resultat af WE:DO:WOODs løbende arbejde med at udvikle design og produktion, så miljøet både globalt og lokalt belastes mindst muligt. Men samtidig er kærligheden til det gode design mindst lige så afgørende som visionen om en respektfuld omgang med naturressourcerne. Og især når det gælder design til børn, er der ifølge
WE:DO:WOOD brug for en mindre revolution - ikke mindst i forældrenes holdning til indretningen af børneværelset.

“Børn spises alt for tit af med elendig formgivning i usle materialer, fordi vi voksne fejlagtigt tror, at det er dét, de gerne vil have. Det er at tale ned til børnene, når vi bilder os ind, at de ikke for længst har opdaget, at vi giver dem noget bras, som vi knapt nok selv kan holde ud at se på,” mener Henrik Thygesen.

Indtil videre er hans egen og kollegaen Sebastian Jørgensens vision om godt design i børnehøjde mundet ud i et enkelt og funktionelt tegnebord med indbygget skuffe og tilhørende stol samt en gynge, der kan følge barnet, når det vokser. Langt flere møbler har allerede fået liv i tankerne hos de to møbelsnedkere, og venter blot på at blive virkeliggjort.