zoomerne

Titel: Zoomerne
Medvirkende: Frederik Ludvig Mansa, Sophus Emil Løkkegaard, Emilie Løvenstein Vegeberg, Josephine Hage Thomsen, Julie Kofoed Jensen, Simon Magaard Holm, Nadia Hartvig Ketner Fussing, Signe Vaupel, Helle Dolleris mf.
Instruktør: Christian E. Christiansen
Producer: Louise Vesth
Premiere: 4. juni 2009


Instruktøren Christian E. Christiansen, som står bag spillefilmene "Råzone", "Dig og Mig", den OSCAR-nominerede kortfilm "Om natten" og TV2’s julekalender "Mikkel og Guldkortet" er aktuel med en ny film for hele familien.

Tim og Alexander er 12 år og går i samme klasse. Tim er lidt af en nørd, - et let offer for mobning og rigtig dygtig i skolen. Alexander er hans modsætning: Populær blandt pigerne, på omgangshøjde med situationen og temmelig middelmådig i det faglige.
Når det gælder det der med pigerne er "nørden" Tim helt uerfaren. Han har dog et godt øje til Thea - skolens rødhårede skønhed. Han aner bare ikke, hvordan han skal få etableret en effektiv nærkontakt.
Tim bor alene med sin mor som er mere end almindelig omsorgsfuld og kalder Tim for "Timsebasse" - til drengens store irritation.
Mor har netop fået nyt job i en forretning, SPYMAN, der sælger overvågningsudstyr, og hun skal sammen med sin chef til messe i udlandet. Efter aftale med Alexanders forældre skal Tim overnatte hos Alexander i de dage, hvor mor er bortrejst.
Alexanders far har masser af ambitioner på sønnens vegne. Han sidder i skolens bestyrelse, men er bekymret for sønnens muligheder for at klare sig igennem en kommende, større test - H.A.L.-testen. - En eksamen hvor man har en blyant, 60 minutter og ingen hjælpemidler. Men så er det at Tim og Alexander får en genial idé, der både kan skaffe dem nyttig viden om eksamenstesten og skaffe Tim ud af nørd-rollen så han kan komme tættere på Thea.
I ly af mørket bryder de ind i SPYMAN-forretningen og "låner" en stor mængde avanceret overvågningsudstyr. Tidligt om morgenen sætter de udstyret op strategiske steder på skolen, og på skolens loft indretter drengene deres hemmelige kontrolrum. Fra kontrolrummet kan de nu følge med i pigernes private snak, inspektøren på toilettet, lærerne på lærerværelset og endda Theas hverdag, idet de også placerer et minikamera på hendes taske! Med kombinationen af overvågningskameraer, mikrofoner og mobiltelefoner er de godt rustet til deres mission.
Først gælder det H.A.L.-testen: Ved hjælp af bl.a. en elkedel, en LEGO-robot, en limstift og tegninger over skolen laver de to drenge et nøje tilrettelagt kup af testen som ligger låst inde i inspektørens pengeskab. Nu har Alexander alle chancer for at snyde sig til et bedre eksamensresultat. Og så skal Tim ud af sin nørd-rolle. Han skal have lavet et make-over, så han kan blive ’den nye Tim’. Og udstyret med en øresnegl - og Alexander i kontrolrummet - kan han sige alt det rigtige, når han møder Thea. Tim nyder, at det nu skrider fremad med hans sociale status og Alexander nyder godt af de forbedrede karakterer. Men en dag opdager Tim - bag skærmene i kontrolrummet - at der foregår yderst hemmelige ting mellem Alexanders far og deres klasselærer Ina. Tim tør ikke sige noget til Alexander, og da drengene opdager, at også Thea har hemmeligheder, og lyver om sin familiesituation, og at Alexanders eksamenssnyd samtidig er ved at blive gennemskuet, bliver alting meget kompliceret. Oven i det hele ringer Tims mor pludselig og fortæller, at hendes chef fra SPYMAN-butikken er på vej retur fra messen en dag tidligere end planlagt.
Nu får Tim og Alexander hæsblæsende travlt med at få spion-udstyret retur og med at få reddet alle trådene ud...

Se klip fra filmen på filmens hjemmeside: