8 smutveje til en dejlig december

Der er så meget, vi gerne vil nå i december. Hjemmebagte småkager, håndskrevne julekort og et smukt udsmykket hjem er bare nogle af tingene, der kunne være at finde på to do-listen. Men har vi for meget om ørerne, kan det være svært at finde plads til julehyggen.

Det er derfor en god idé at slække lidt på kravene til os selv. Men kan vi få sat vores flueben og samtidig komme igennem december uden at stresse? Ja, det kan vi faktisk godt. Vi skal bare give os selv lov til at tage nogle genveje. Her får du 8 gode smutveje.

Juleudsmykning
I stedet for at se ophængning af julepynt som noget, der skal overstås, så gør det til noget rart og sjovt. Lav juleklippedag med børnene, hvor I producerer, hygger og pynter hjemmet. Husk at skrive navn og alder bag på de ting, børnene laver - de bliver skønne minder i fremtiden.

Og giv så lige slip på tanken om det perfekte julehjem fra magasinerne !!

Gaveindkøb
Julegaveindkøbene kan forberedes og organiseres, så du bruger mindst mulig tid på det. Lav en liste over, hvem du skal købe gaver til, og hvad du vil give. Også små gaver som en æske chokolade til naboen skal med.

Er der nogle af gaverne, du med fordel kan købe på internettet? Det er et glimrende sted at købe julegaver, og du kan samtidig nyde en kop kaffe, mens du slipper for gågadens mange mennesker. Ved skærmen får du hurtigt og nemt et overblik og kan bestille og betale med det samme. Så er pakkerne på vej til dig.

Indpakningen kan du klare efterhånden, som du får gaverne i hus. Så har du ikke en kæmpe stak, der skal klares på én gang. Eller endnu bedre: Få butikken til at klare indpakningen for dig. Du kan altid sætte et pænere bånd på, hvis du synes.

Hjemmebag
Hvis du insisterer på at bage småkagerne selv, kan du udnytte tiden og lave dejen allerede nu. Den kan snildt gå i fryseren og er lige til at tage ud og skære i skiver og bage, når du har bagedag i december.

Alternativt: Køb en færdig dej. Frysedisken i de fleste supermarkeder rummer dej til brunkager, jødekager, specier eller noget helt fjerde. De smager helt fint, og du slipper for dej-fedteriet samtidig med, at duften af hjemmebag kan sprede sig i dit hjem.

Mad til juledagene
Hvis du allerede nu ved, at der bliver tryk på i juledagene, kan du være tjekket og lave retter som lasagne, pastasauce eller suppe, du kan putte i fryseren. Så kan de tages ud efter behov, og du skal ikke bruge en farlig masse tid bag gryderne, når julehyggen sætter ind.

Færdiglavet julehygge
I stort set alle dagligvarebutikker sælges færdiglavet gløgg, æbleskiver og risengrød(som også kan bruges til risalamanden!) Det hele er lige til at varme. Godt nok er det ikke hjemmegjort som i de gode gamle dage, men mon ikke en overskudsagtig og nærværende mor eller far, der ikke har stået flere timer i køkkenet, er at foretrække?

Julekort
Den årlige julehilsen er naturligvis hyggeligst at modtage i den fysiske postkasse. Men den håndskrevne del kan virkelig trække tænder ud. Skriv derfor så mange som muligt på email. En personlig hilsen med dine ord mister ikke sin værdi, bare fordi den dukker op i den elektroniske postkasse. Hellere sende en email end købe et kort, du aldrig får sendt af sted. Vedhæft gerne billeder.

Rengøring
Hvis budgettet rækker, kan du købe dig til rengøringshjælp. Der findes masser af glimrende firmaer, der med glæde får bugt med dine nullermænd. Vil du have rene vinduer, kan du også allerede nu booke vinduespudseren. Pengene kan være rigtig godt givet ud.

Vasketøjsbunkerne
Drop husmorstoltheden, og pak alt tøjet i sække. Dem afleverer du hos damen på renseriet. Tre dage efter kan du hente tøjet igen - rent, strøget og sammenlagt. Det er da luksus!

Vil du sætte yderligere ind mod julestress, kan du planlægge din december og skabe overblik ved hjælp af din kalender. Se mere her

 

 

Mere om: 

Katrine Nielsen

Katrine Nielsen er journalist, blogger og mor til lille Bastian.

Katrine tester løbende produkter og skriver personlige anmeldelser til Barneguidens læsere, når hun altså ikke bager og laver mad og sørger for lækkerier til alle os andre på sin blog Katten & Sækken.