Fakta om hovedlus
De kommer og går, og kan være svære at få bugt med. Her lidt fakta om de små kryb, som aldrig er velkomne!
Hovedlus kan kun overleve i hovedhår nær hovedbunden, hvor de suger blod og har det dejlig fugtigt og varmt (30°).
Mindre børn (3-11 år) har oftest lus, men alle, med hovedhår længere end 0,5 cm, kan få lus. Voksne lus er som svovlet på en tændstik, 2.5-3 mm.
Hunlus er størst med en bagkrop, der ender i to spidser. Hanlus har kun en enkelt bagkropsspids.
Nylagte æg er mellem 7-10 døgn om at klække til ”birkes store” ægnymfer på 1 mm. Lus vokser ved at skifte hudskelet 3 gange. Lus er knapt 2 døgn i hvert af de 3 nymfestadier.
En hunlus kan begynde at lægge æg 6-7 døgn efter klækning. Æg kittes fast til hårstrå enkeltvis nær hovedbunden. Lus i alle stadier er ens med lille hoved, stor bagkrop og et bryst med 3 par ens ben.
Hvert ben ender i en klo, egnet til at gribe om hovedhår. Kun voksne lus er tilbøjelige til at ”smitte”, dvs. vandre fra et hoved til et andet. Der er ikke andre betydende smitteveje!