Festlige nytårs lækkerier

Mens der serveres champagne for den voksne del af selskabet, kan børnene fejre nytåret med en frisk - og naturligvis alkoholfri - punchbowl, frugtsalat og kulørte sodavandsis. Det er nemt og enkelt – og super festligt!

Børnenes Punchbowl
Ingredienser: iskold appelsinsodavand, lidt limesaft, masser af isterninger og appelsiner og limefrugt skåret i skiver.
Sådan gør du: Fyld en stor glasskål med sodavanden og tilføj limesaft og isterninger. Sæt appelsinskiver på kanten af skålen og lad børnene bruge en stor dyb serverings ske til at fylde punchen i høje glas. Dekorer hvert glas med et sugerør og en papirsparaply.

Frugtsalat
En dejlig dessert til børnene, er gammeldags frugtsalat, hvortil man kan servere en skefuld god vaniljeis.
Og selvom der er lagt til frugtsæsonen, så er der stadig masser af dejligt frugt at få – og der er næsten ingen grænser for, hvilken frugt du kan komme i din frugtsalat: Druer, melon, kiwi, æbler, banan og pære.
Frugten skæres i mundrette stykker, blandes i portionsskåle og drysses med hakkede valnøddekerner og mørk chokolade.

Dekorative sodavandsis og isterninger
Frys sodavandsis i forskellige farver, og frys stykker af ananas eller bær i isbakken. Du kan få glasklare isterninger ved at anvende afkølet kogt vand.