Ingen tid til sex og intimitet
Spædbørn tager meget energi og opmærksomhed fra nybagte forældre, og det medfører ofte at sexlivet og intimiteten må eksistere under trange kår.
I min klinik, hvor jeg taler med mange forældre, fortælles der ofte at sexlivet, intimiteten og nærheden er gået i hårknude. Mødre beskriver, at al deres tid og energi bliver brugt på at amme/give flaske, sove, skifte, berolige, vaske – ja, alle de nye opgaver der følger med at være nybagt mor.
Nogen kvinder har inden fødslen et håb og en tro på, at sexlivet og nærheden ville forsætte som hidtil. Disse kvinder bliver skuffede og meget forundret over det, for det havde de på ingen måde forestillet sig ville ske i deres parforhold. Det er for både den nye mor og far ofte svært at acceptere og forstå. Mange fortæller, at det medfører store konflikter, og mange sårede følelser hos dem hver især – og at det er rigtig svært at tale sammen om det.
Tid til kærtegn og snak
Sex og intimitet, kan ikke leve uden vitaminer af forskellig slags. Det vigtigste vitamin er tid og rum til at tale med hinanden, om hvilke behov man har hver især. Undgå at forvente, at din partner kan regne ud, hvad du har behov for og ikke behov for.
Det er nye tider nu – der skal planlægning og prioritering til at være voksne sammen, tale sammen, overraske/forkæle hinanden og have sex eller anden intimitet sammen.
Mange par har glæde af, at sætte ”noget” i system –”noget” som de aldrig i deres vildeste fantasi have drømt om kunne blive nødvendigt at systematisere og planlægge sig ud af i deres parforhold. Men at leve livet som spædbarnsforældre, er et anderledes liv end det liv, der var inden der kom børn.
Planlægning
Det kan være en god idé at aftale nøje, hvornår der er planlagt voksentid og gerne mindst én gang hver 14 dag. Parret skiftes til at være ansvarlig for at planlægge noget med overraskelser, og en særlig og fuld opmærksomhed for hinanden.
Nogle arrangerer en barnepige, og tager i biografen, teater, ud at spise eller andet. Andre planlægger daten derhjemme med en god film og skøn mad. Andre igen, hygger sig måske bare med noget de godt kan lide at lave sammen. Og der ingen regler for hvad, det handler blot om at gøre noget, der gør den anden glad og opleve at tiden er afsat til hinandens nærvær.
Trætte mødre og frustrerede mænd
Rent fysisk, har de fleste mænd det samme behov for sex og fysisk kontakt med deres elskede, som tidligere.
Men de fleste mænd må forberede sig på en mindre overraskelse, hvis de ikke i forvejen er klar over, at graviditet, fødsel og den første tid som mor kan resultere i, at kvinden ikke har det samme behov for sexuelle aktiviteter, som inden de fik børn.
De fleste nybagte mødre har stort behov for omsorg, nærhed, tryghed, accept og anerkendelse, og det opleves ofte vigtigere end den sexuelle kontakt.
Behovet for sex er for den nybagte mor er ikke det samme som tidligere, fordi hun oplever at det at give mad, skifte, putte, bære rundt på og den uvante tætte kropskontakt mange timer i døgnet fylder hende op, og at det er svært at få overskud til mere fysisk kontakt.
Mange kvinder fortæller, at de faktisk godt kunne undvære sex helt i den første periode af moderskabet. Der opstår nogle helt nye værdier og prioriteringer hos den nybagte mor.
Nybagte fædre bliver forvirrede og frustreret, fordi de ikke helt forstår de nye værdier og prioriteringer. Åbenhed om, hvordan man har det hver især er nødvendig. Din partner kan ikke bare regne ud, hvordan du har det.
Frustrerede - men forstående mænd
Men fortvivl ikke – får man talt om tingene og fortalt om hinandens behov, løser det sig for de fleste.
Jeg hører mange mænd blive rigtig forvirrede og voldsomt frustrerede, fordi de ikke længere ved, hvad der skal til for at få soveværelset til at lyde af andet end barnegråd. De gamle ”kneb” gælder ikke mere, kvinden skal gribes an på en anderledes måde. Han vil så gerne gøre det rigtigt, men kan ikke gætte og regne ud hvad der skal til.
Mænd kan opleve en nederlagsfølelse over ikke længere at kunne gøre det, som hans partner ønsker sig og gerne vil have, og det kan resultere i at han opgiver, bliver mut, sur, pirrelig og ked af det.
Accepter at tingene er anderledes for en tid
De psykologiske forandringer der sker med jer sammen og hver for sig, er I nødt til at acceptere og forholde jer til. I skal turde bekræfte over for jer selv og hinanden, at valget om at blive forældre indebærer nogle forandringer, både positive og mindre positive. Der sker også forandringer på det sexuelle område, som I bliver nødt til at gå ind i og forholde jer til og give tid.
Ny tid til forandring
Der kommer for de fleste igen en ny tid, når jeres barn bliver lidt større og I hat fundet ”melodien” i jeres forældreskab.
Sexlivet og intimiteten er en foranderlig størrelse og vil blomstre forskelligt på forskellige tidspunkter i livet. Den er bare ikke på sit højeste når man er nybagte forældre. Men hvis I sætter små spirer i jorden, giver dem bare lidt nærig og gode vitaminer, så vil det igen blomster i fuldt flor på et tidspunkt.
· Lav kærestetid og prioriter det
· Vær åbne over for hinanden, fortæl og stil spørgsmål
· Tal om det uden at problematiserer det alt for voldsomt
· Vær nysgerrig på hinanden, lyt og lær hinanden at kende i den nye situation, meget er forandret for jer begge
· Hold fast i at lysten er en varierende størrelse, og ikke en konstant tilstand – og at det er ok og naturligt
· Find andre måder at vise hinanden omsorg og hengivenhed på. Kun fantasien sætter grænser.