Uld eller bomuld?
Enten er det for varmt eller også er det for koldt. Babyer kan ikke selv regulere kropstemperaturen, og derfor er det vigtigt at være opmærksom. Vi har spurgt sundhedsplejerske Anne Marie Lundhus, hvad hun anbefaler i forhold til uld og bomuld.
Uld eller bomuld?
Det kan være svært at vælge mellem uld eller bomuld, når det kommer til det inderste lag. Det gamle råd om at bruge uld i måneder med ’R’ i kan være en god tommelfingerregel, men den kan faktisk godt tages op til revision.
"Jeg synes, at det er en god ide at bruge uld til babyer, fordi kropstemperaturen holdes konstant, og det føler børnene sig trygge ved. Særlig glæde af denne evne opnås i omskifteligt vejr, såsom forår og efterår, hvor vi alle har svært ved at finde passende påklædning til vejret. Derudover er uldundertøj også godt til meget tynde babyer, som skal holde på varmen og føle sig trygge ved en konstant temperatur," siger Anne Marie Lundhus, der er sundhedsplejerske i Kolding Kommune.
Uld der kradser er fortid
Tanken om uldundertøj har kunnet få de fleste af os til at trække nervøst på mundvigen. Bare tanken om kradsende uld mod maveskindet!
Det til trods er de fleste ikke i tvivl om uldens gode egenskaber, men desværre kommer det ofte til at stå i skyggen af den ubehagelige kradsende fornemmelse. Hvis man er skeptisk overfor at have uld inderst på kroppen kan man få undertøj, der er strikket med en teknik, så der er bomuld inderst og uld yderst. Det vil sige, at man stadig kan have uldens gode egenskaber uden at skulle give babyen to undertrøjer på. Særligt i forhold til børn, der lider af eksem og sart hud siger sundhedsplejerske Anne Marie Lundhus:
"Nogle børn med eksem og lignende føler ubehag ved at have uldtøj på. Ulden irriterer dem, og det skal man bestemt respektere og ikke negligere. Ved hudsygdom kan man have en lavere tærskel for irritation af huden og det kan løses ved, at ulden ikke er direkte på huden, hvis man ønsker at barnet skal anvende uldtøj."
Send varmen videre
Den umiddelbare reaktion på uld er, at det holder en varm. Men det fantastiske ligger faktisk i, at uld holder kroppen kølig, fordi den kan isolere mod varme og ikke mindst absorbere overskydende fugt væk fra kroppen, så huden ikke føles fugtig.
"Jeg plejer at sige, at det afhænger af, hvordan det enkelte barn har det med varme. Som sagt sveder nogle meget og har brug for at få sveden sendt videre, så trøjen ikke er klam og man bliver forkølet, når vinden blæser. Andre har brug for at kroppen holdes konstant varm og er mest tryg ved det. Påklædning skal altid reguleres efter det enkelte barn. Under søvn er det særlig vigtig at man er opmærksom på, at barnet ikke har det for varmt, og det er også sundhedsstyrelsens råd om forebyggelse af vuggedød," fortæller sundhedsplejerske Anne Marie Lundhus.
Børn er forskellige
Babyer er naturligvis forskellige lige som alle os andre – nogle sveder meget, andre aldrig. Ofte skal man prøve sig frem og finde den løsning, der fungerer bedst.
"Jeg har indtrykket af, at rigtig mange bruger uldundertøj, når de synes at det passer sig til barnet og vejret. Den gamle skrøne om, at man bliver afhængig af ulden og ikke kan variere påklædningen, oplever jeg som noget der hører fortiden til. Men forældrene er rigtig gode til at skønne, hvad netop deres barn har brug for," slutter sundhedsplejerske Anne Marie Lundhus.
Vidste du det om uld?
• Uld kan optage og indeholde fugtighed - indtil 30 % af sin egen vægt uden at føles vådt. Bomuld kan optage 7 %. Derfor giver uld den bedste komfortegenskab.
• På grund af uldfibrenes krusning vil uld altid have en meget luftholdig struktur, som bevares ved brug, fordi uldfibrene er elastiske, og det er luftlaget, der giver ulden sine uovertrufne egenskaber:
• Uld virker kølende om sommeren, på grund af luftlaget. (80% luft 20% uldfibre).
• Når ulden opsuger de 30 % vand, vil fordampningen foregå hurtigt på grund af det store luftlag.
• Uld kan maskinvaskes og tørretumbles ved brug af korrekte anvisninger.