5 børn - og et ægteskab der ikke fungerer

Hej Charlotte.

Her sidder jeg endnu engang en sen aftentime og føler mig ensom og ulykkelig.
Jeg er mor til fem børn, gift med en mand som jeg mødte, da min ældste var 2 år. Hun er i dag 18. Sammen har vi to drenge på 12 og 9 år og to piger på 3 og 1 år.
Med det i mente, kan det måske lyde fuldstændigt tåbeligt, når jeg årsagen til at jeg skriver er, at jeg tror vores ægteskab er en fejl. For måske er vi slet ikke gode for hinanden. Det er i hvert fald sådan jeg har det nu.
Vi er rigtigt, rigtigt forskellige, og det ved jeg jo udmærket godt, at det har vi altid været, og jeg ved også, at det ikke nødvendigvis er en ulempe i et parforhold, men alligevel kan jeg ikke lade være at føle, at der simpelthen er for lang vej til at vi kan finde rigtigt ind til hinanden. Det burde jeg ikke føle efter så mange år sammen, men sådan har jeg det. Måske har jeg i mange år lukket øjnene for, hvor dybe kløfter, der i virkeligheden er mellem os ...
Jeg var ung, da jeg mødte ham, og måske ikke så "kræsen". Jeg har dengang slet ikke været bevidst om, hvilke værdier og egenskaber, som var vigtige for mig. Jeg valgte måske et ægteskab, som jeg i virkeligheden ikke ønskede, og pludseligt er årene bare gået ...
Jeg har kæmpet lange og seje kampe, blandt andet om børneopdragelse, men set i bakspejlet, har det intet ændret. Jeg kan med sikkerhed sige, at skulle jeg vælge i dag, så havde mit valg af ægtemand helt bestemt været meget anderledes. Jeg ønsker personlig udvikling, fælles mål for vores familie og vores ægteskab og frem for alt kærlighed respekt og tillid - og alt dette mangler i dén grad i vores ægteskab. Tilsyneladende er det ikke et stort savn for min mand, som bare kan lade tiden gå og tingene ske, men det gør ikke mit savn mindre.
Jeg har af to omgange, med 3 års mellemrum fået min mand med til parterapeut, senest for godt et halvt år siden, men stort set uden resultat. De aftaler, vi indgik da vi sad der, holdte ikke i hverdagen, og når jeg nu forsøger at gøre opmærksom på aftalerne, bliver han sur og tvær og vrænger næse af det. Senest har vredt sagt, at han ”fandme ikke gider sidde og hælde mere vand ud af ørerne hos en eller anden terapeut”. Så det er vist ikke længere en mulighed.
Jeg savner, at han tager ansvar for sit liv og kan stå inde for de ting, han foretager sig, og derved jo også ændrer de ting, der ikke fungerer. Bare et eksempel med hans bil i dag. Den kunne ikke starte, da jeg skulle af sted til forældremøde. Han havde taget min bil til fodbold med en af drengene. Men jeg fandt en løsning og tog af sted. Da jeg kommer hjem, skælder han ud over bilen, der ikke vil starte. Jeg tænker, at hvis han havde droppet de tre timers lur, han de sidste par dage har taget midt på dagen, så kunne han have kørt den bil, der har drillet i flere måneder, til mekaniker, mens den stadig kunne starte.... Jeg er ved at blive vanvittig!
Har du nogle ideer til hvad der kan redde vores ægteskab? Lige nu tænker jeg, at vi skal redde ægteskabet for børnene skyld og af praktiske grunde, men det ønsker jeg selvfølgeligt ikke skal være fundamentet for vores ægteskab.
Jeg er bange for at mine "kærligheds-batterier" er fuldstændigt flade. Jeg kan ikke længere se nogen måde vi kan få ægteskabet til at fortsætte, men jeg vil være fuldstændigt sikker på, at alle muligheder er prøvet, inden jeg vil trække min mand, mig selv og ikke mindst mine børn igennem en skilsmisse.
Jeg tror ikke at nogen af os har noget godt ud af at blive sammen, som tingene er, og i sidste ende er jeg slet ikke tvivl om, at heller ikke vores børn har fortjent en mor og far, som ikke trives. Har du nogen ideer, og ser du nogen muligheder for at redde dette ægteskab?

På forhånd tak for hjælpen.

____________________________________________

Hej

Mange tak for din lange mail, med beskrivelse af dit ægteskab/familieforhold og dit spørgsmål, om hvorvidt jeg tror det er muligt at du og din mand kan redde jeres ægteskab.
Jeg kan læse, at du føler dig trist, modløs, ensom og ulykkelig i det liv du lever, sammen med din mand og jeres fem børn.
Du beskriver du gennem årene har været utilfreds og har kæmpet en kamp for at få jeres familieliv til at fungere på en anderledes måde. Du skriver også at du og din mand sammen har gået til noget parterapi, som desværre ikke har været virksom for jer, på en måde så I har kunnet skabe de ændringer i jeres liv, som I har ønsket.
Du tænker over, om du forsat har lyst til at forsøge at redde jeres ægteskab af flere forskellige grunde, bl.a. for børnenes skyld. Bagefter skriver du, at jeres børn ikke har fortjent at deres far og mor ikke trives i det liv I vælger at leve. Jeg tænker, det har du helt ret i. Det er ikke godt for børn at være i en familie, hvor de voksne ikke trives og ikke har det godt. Derfor er der alt mulig grund til, både for din skyld, din mands skyld og jeres børns skyld, at få skabt noget forandring i det liv i lever, det fortjener I alle sammen.
Der findes ingen lette løsninger på at få (gen)skabt et godt parforhold som er kørt ind i et skævt spor. Det er svært og en stor udfordring at ville lære og have lyst til at få skabt en forandring, hvor man går imod sine gamle vaner, overlevelsesstrategier og genstridige følelser.
At leve i et parforhold over længere tid, er for alle par en kæmpe udfordring, og at leve i et parforhold med børn er en endnu større udfordring.
Jeg kan naturligvis ikke give dig et konkret svar på om jeres ægteskab kan reddes, da det jo afhænger af om I ønsker det og vil gøre et stykke arbejde for at det skal lykkes.
Jeg læser dit brev, som at du ikke er afklaret omkring hvad du egentlig vil gøre, og det bliver du nødt til at tage en beslutning om. Du skal ikke acceptere at have det på en måde, hvor du er ked af det og utilfreds med dit liv. Hvis din mand ikke vil med til samtaler hos en psykolog, kunne det måske være hjælpsomt for dig, at gå til nogle samtaler alene, for at du får afklaret hvad du vil og på hvilken måde du vil leve dit liv, og hvad der skal til, og hvad du kan gøre for, at du kan blive tilfreds i dit liv. Faktisk er det også sådan, at man godt kan lave en form for parterapi, hvor parterne er hver for sig, eller hvor det primært er den ene og den anden f.eks. bliver inviteret som gæst til nogle af samtalerne.
Måske I sammen kunne forsøge endnu engang, at finde en terapeut/psykolog, som kan hjælpe jer med at få afklaret om I vil blive ved med at være familie på de betingelser I er nu, eller det skal være på en anderledes måde, hvor I ikke er bor sammen. Få noget hjælp til selvhjælp, hvor I får en ligeværdighed I jeres forhold og kan se det er jer selv der er eksperter i jeres liv. Jeg tænker I skal have hjælp til at få et nyt/andet perspektiv på jeres parforhold, så kulden og de tilbagevendende magtkampe kan afløses af en samhørighed en ny ømhed, nærvær og en gensidighed – ja af kærligheden og respekten til hinanden. Jeg ved, det er svært, når følelsen er, at kærligheden er forsvundet. Men der er jo i hvert fald to veje at gå. Enten kan I beslutte jer for at gå på opdagelse i, at finde ud af hvor kærligheden er blevet af, hvorfor den er blevet væk, og begive jer ud på opdagelse, for at genfinde den. Eller I kan vælge at lade den være blevet væk, og så finde den respekt for hinanden, som I bliver nødt til, da I jo ikke ”slipper for” hinanden i jeres videre liv.
Et er jo sikkert, I bliver ved med at være en familie, da I jo har børn sammen og derfor forsat vil skulle kunne finde ud af mange ting sammen omkrig jeres børn.
I lever i en stor familie med fem børn, både store og små, og det giver jer naturligt en masse (op)gaver der skal klares i hverdagen og en masse behov der skal dækkes hos jeres børn. Det gør jo, det kan være svært at få tid til at passe godt på og givet jeres forhold den pleje der er nødvendig, for at det kan blomstre og udvikle sig.
Prøv at tænk over eller tal med din mand om, hvad det er I gerne vil have og hvad det er i ønsker jer. Prøv at få en snak om det med det fokus, at I fortæller hinanden hvad I gerne vil have, i stedet for at tale om det i Ikke vil have. Når man taler på denne måde, er der mulighed for at samtalen bliver båret af de forhåbninger I har, i stedet for de frustrationer og mangler I er optaget af.
Når der opstår vanskeligheder i parforhold, er en af grundende meget ofte at kommunikationen ikke fungerer hensigtsmæssig. Den bliver kritisk og nedladende, eller der bliver helt stille og man holder op med at tale sammen. Ofte er det sådan, at man kun taler til hinanden og ikke med hinanden, og så bliver intimiteten, respekten og ligeværdigheden væk.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg over, hvad det mon er der har holdt jer sammen i 16 år. Hvad er det mon I to kan sammen, som har gjort at I er blevet sammen og har fået fire børn sammen?
Hvad var det mon du faldt for ved din mand for mange år siden, hvilke kvaliteter satte du pris på, og hvad faldt din mand mon for ved dig og satte pris på? Er der mon nogle af de ting du satte pris på, der er blevet væk, hvad savner du, hvad længes du efter, som var der engang, og hvad savner din mand mon?
Hvad drømte i mon om, i forhold til at skulle være familie sammen? Er der nogle af de drømme der er gået i opfyldelse – hvilke, hvorfor og hvordan har I fået dem til at gå i opfyldelse?
Hvornår begyndte jeres drømme at gå i en anden retning end i ønskede, hvad skete der? Betyder det jeres drømme ser anderledes ud i dag, og hvordan ser de ud?
Hvis du i dag skulle beskrive det liv du drømmer om, hvordan så det så ud?
Hvad kan og vil du og din mand helt konkret gøre for at det bliver sådan.
Hvornår har du sidst gjort noget for at gøre din mand glad, hvad gjorde du helt konkret?
Hvornår har din mand sidst gjort noget du blev rigtig glad for? Fortalte du ham, du var glad for det og satte pris på det? Hvorfor/Hvorfor ikke?
Måske kan nogle af disse spørgsmål være med til, at du bliver mere afklaret omkrig, hvorvidt dine kærlighedsbatterier kan fyldes op igen, eller de er helt brugt op og du derfor skal finde nye og andre batterier der vil kunne give dig strøm til et godt liv.
Hvis du bor i nærheden af mig, er du /I meget velkomne til samtale® inde hos mig.
Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste i tiden frem, og håber I finder ud af, på hvilken måde det er bedst for jer at være familie på i tiden frem.

Venlig hilsen