børnehaven negligerer problemerne
11. april 2011
Jeg har talt med personalet om problemet, som de delvist anerkender. Dvs. ja, drengen slår og sparker mere "end han burde", men omvendt ønsker de heller ikke at "dæmonisere" barnet, give det mærkater eller tildele ham en bestemt rolle som "bøllen". Jeg oplever, at de negligere problemerne og jeg synes, det bliver på bekostning af de børn, det går ud over og at denne "rummelighed" resulterer i at børnene selv får en for stor del af ansvaret for at løse konflikterne. Personalet forsøger at markere, at drengens adfærd er forkert (når han f.eks. slår), men det har ingen effekt og kort tid efter gentager han sin forkerte handling. Jeg prøver at lære mit barn selv at sige fra verbalt, når han bliver slået, men det har pt. ingen effekt. Min søn siger fra og skælder lidt ud, men drengen slår bare igen. Vi har sagt, at han ikke selv skal slå tilbage og det gør han heller ikke (ved jeg fra personalet). Når min søn spørger, hvorfor drengen slår, så har jeg sagt, at drengen endnu ikke har lært, at man ikke må slå. Den forklaring stiller han sig imidlertid ikke tilfreds med og spørger jævnligt igen.
Jeg er helt indforstået med, at man skal tage hensyn til ovenstående barn, men jeg oplever bare, når jeg henter og bringer, at vores søn ofte føler sig utryg og virker bange og kuet, når drengen er i nærheden eller hvis drengen kontakter ham, hvilket ofte er på negativ og grænseoverskridende facon. Det kan enten være ved verbalt at bestemme diskursen i forhold til et aktuelt objekt (ved. f.eks. at insistere på noget, der ikke er rigtigt) eller ved en fysisk intimiderende kontakt (holde min søn i et passiviserende greb eller "kravle rundt på ham").
Alle har taget fløjlshandskerne på - både personale og forældre - også overfor drengens forældre. Der er virkelig berøringsangst og vi har heller ikke selv taget initiativ til at tale med dem om problemerne. Vi ved ikke hvad årsagen er, men tænker ikke umiddelbart, at de gør noget forkert. Vi hører, at de forsøger at sætte grænser overfor deres søn, men at de har svært ved at trænge igennem. Vi synes, det er svært at sige, at deres barn er "et problem" også selv om vi sikkert kunne finde en diplomatisk måde at formidle det på, så er det bare sådan, at ingen forældre ønsker at høre sådan noget om deres barn. Og det fornemmer vi også gør sig gældende med dem. Omvendt har de heller aldrig taget initiativ og forsøgt at tale med os eller de andre forældre om de problemer, som alle ved, er der.
Vi mener, at der også skal være plads til de børn, der ikke har det helt nemt i institutionen. Det fordre en større åbenhed fra alles side, men det er svært. Vi vil gerne selv bidrage til denne, men følte faktisk efter en samtale om problemet med personalet, at det blev modtaget som om vi var ude på et intrigant eller konflikt-optrappende spor. Kommunikationen er bare ikke så god og vi oplever at deres loyalitet primært ligger hos drengen. Vi havde håbet, at institutionen ville gribe til nye værktøjer end "fy!, må ikke-mentalitet", at der evt. kunne blive tildelt drengen en støttepædagog eller andet pædagogisk redskab, men den løsning er ikke aktuel.
Noget andet er, at vi som forældre ikke bliver briefet af personalet om de konflikter min søn oplever. Han har, ifølge personalet, bare altid haft en rigtig god dag, når vi henter ham. Det vi ved, er noget vores søn selv har fortalt os eller vi ser som sagt toppen af isbjerget, når vi afleverer eller henter ham. Jeg kan godt se, at de ikke kan aflægge fyldestgørende rapport til alle forældre om alle konflikter, der foregår i børnehaven, men det er heller ikke det jeg efterlyser. Jeg opfatter det bare som et bekymrende element, at vi ALDRIG høre om noget som helst af negativt karakter.
De næste år er vigtige for mit barns udvikling. De sociale vaner grundlægges jo allerede i børnehaven og de redskaber, skal han helt have en god rygsæk af, når han begynder i skolen. Vores søn er som udgangspunkt en glad dreng, men virker altså gennem det sidste års tid, mere og mere kuet og trynet af disse konflikter. Vi har hørt andre forældre sige, at de ser drillerierne som en fordel, for når de begynder i skolen, så er der måske ikke kun 1 men 5 af slagsen, så børnene kan ligeså godt lære det nu og med det samme. Jeg synes, det er et sørgeligt perspektiv, som jeg ikke ønsker skal gøre sig gældende for børnehavnens trivsels-niveau. Men i en spejling af dette, tænker jeg da også og spørger mig selv, om jeg bare er en overbekymret mor, der overreagere fuldstændigt. At der uomtvisteligt er dens slags konflikter blandt børn og at jeg bare må krydse fingre for, at mit barn kommer bedst muligt igennem sine institutionsforløb.
Jeg håber, du har et godt råd til, hvordan jeg fremover kan gribe situationen an.
Med venlig hilsen
_______________________________________________________
Hej.
Tak for dit brev – en rigtig god beskrivelse, som jeg tror der er mange forældre der kan identificere sig med, ved enten at være forældre til den aktive og udadrettede dreng eller også er de forældre til den dreng der føler sig berørt af den anden drengs adfærd, som er tilfældet for jer.
Din beskrivelse fortæller os meget tydeligt, at børn jo er forskellige, og at når man er 4 år, så har man meget arbejde liggende forude, med at lære de sociale spilleregler, der er mest acceptable og derfor også er dem der vil komme børnene til gode, når de lærer dem. De spilleregler er der mange børn der har brug for hjælp og støtte til at få udviklet – ikke alle små gutter og ”gutinder” har dem udviklet i 4-års alderen.
”Førskolealderen” er en periode i børns liv, der er fyldt med en masse udvikling og forandring. De udvikler sig med lynets hast og det er, som om det i perioder kan ses fra dag til dag. De lærer nyt hele tiden, og har derfor hele tiden nye ting de skal forholde sig til.
Selv om børn har samme fysiske alder, kan der være store forskelle i, hvortil de er nået udviklingsmæssigt. Børn på 4 år, er i færd med at udvikle sin helt egen lille personlighed og danne sin helt egen forståelse og mening i forhold til netop den konkrete livssituation, som barnet befinder sig i.
På alle områder er der stor forskel på hvad børn kan i en given alder. Der er forskel på hvad de kan, hvad de er optaget af, hvordan de forstår deres omverden, hvordan de formår at forholde sig til andre og på, hvordan de leger mm.
Bl.a. er det forskelligt hvordan børn på 4 år forstår, hvordan andre tænker. Nogle børn oplever stadig at der kun findes én virkelighed, nemlig sådan som de selv opfatter den. De forstår ikke at andre kan tænke anderledes, og at der kan være forskellige meninger om en og samme sag.
Men det er omkring 4 års alderen, at børnene begynder at kunne forstå hvad andre tænker, og det er derfor også muligt at hjælpe dem lidt på vej.
Her kommer et lille eksempel på hvad du kan gøre:
Når du henter din dreng og oplever, at han er udsat for grænseoverskridende adfærd fra den anden dreng, kan du faktisk godt hjælpe lidt på vej.
Det vil være en god ide at sige til din dreng: ”jeg kan se ”drengen” gerne vil lege med/snakke med dig”. Sig det sammen til ”drengen: ”Jeg tror gerne du vil snakke med ”min dreng” – jeg tror også gerne han vil snakke med dig, men jeg kan se det ikke er rart du holder så fast på ham”. Sig videre til ham: ”prøv at se han ser helt ked ud af det”. Videre: ”Det var godt du gav slip, nu ser han mere glad ud…hvad er det du gerne vil snakke med ham om?”
Jeg tror han har brug for noget hjælp til at forstå, at andre mennesker kan tænke og føle anderledes end han selv gør. Samtidig hjælper du din egen dreng med at få redskaber til hvordan man kan sige til og fra. Det er også en god idé, at fortælle din dreng, at han kan ”sige det til en voksen”, hvis han bliver ked af det eller bange for noget de andre børn gør.
Det er altid vigtigt, at vi som forældre er opmærksomme på, hvordan vores barn trives i institutionen, og tager det alvorligt, hvis der er ting der tyder på de ikke har det godt og trives som de skal. Netop sådan som du har gjort, ved at tale med personalet i børnehaven.
Men jeg bliver glad over at læse, at du som forældre også er opmærksomme på, hvordan omgangstonen for øvrigt er i børnehaven, både børn og voksne imellem.
Du har helt ret i, at de sociale vaner grundlægges i de tidlige børneår og at de grundlægges, både med påvirkning fra institutionen og fra hjemmet. Vores børn spejler sig i os forældre, så når vi giver det opmærksomhed, at vi gerne vil have et miljø og en kultur, hvor alle skal kunne være på bedste vis - ja så er det faktisk noget vores børn tager til sig.
Så vi forældre kan gøre SÅ meget, ved at vise rummelighed og hensyntagen til andre end vores eget barn.
Jeg er enig i, at børn ikke selv skal have ansvar for at løse konflikter, der påvirker og hæmmer den ene part i en grad, så de påvirkes i hverdagen. Hvis børn får for stor en opgave, vil der opstå en stor ubalance mellem det børnene magter at klare selv og det som omgivelserne kræver af dem, og det er ikke godt. Det vil stresse børnene og gøre dem usikre, at det forventes at de er mere kompetente end de i virkeligheden er. Netop det at kunne styre sine følelser (både de gode og mindre gode) er rigtig svært, når man er 4 år, fordi det kræver en vis modning i hjernen, før fornuften er i stand til at være regulerende i forhold til de følelser børnene bliver fyldt af i forskellige situationer.
Man taler i dag – og har gjort i flere år, om det kompetente barn, og det er desværre som om dette begreb er blevet noget misforstået og måske kan man ligefrem sige misbrugt på nogle områder.
Børn er på mange måder kompetente, til at indgå i forskellige opgaver og løse opgaver på forskellig vis. Men efter min bedste overbevisning, må man aldrig lade børnene få større ansvar end de er parate og udviklet til, og det er desværre det der sker, både i institutionerne og også i de små hjem. Børnene forventes helt tidlig selv at kunne planlægge, løse konflikter, vælge og tage ansvar.
Det kan de ikke – de er udviklingsmæssigt ikke parate til det.
Når man er 4 år, har man brug for støtte og vejledning fra de voksne der er omkring dem. Ikke dermed sagt, at børnene ikke selv kan klare og mestre forskellige ting, for det kan de helt bestemt……
Men når man er 4 år, har man brug for de voksne er dem der tager ansvaret og beslutningerne.
Det er en god idé at tale med pædagogerne om det, når du oplever der er et problem som du har gjort.
Det vil i sådanne tilfælde altid være en balancegang, hvordan man skal/kan takle en sådan situation. Som udgangspunkt er det rigtigt, at pædagogerne har en stor opmærksom omkring, at der ikke er nogle børn der tildeles en rolle som ”bølle”, men derimod at alle børn har kompetencer og kvaliteter.
Børn der har det svært på det sociale område er ofte børn der ”fylder meget”, er voldsomme og har en uhensigtsmæssig kontaktform til de andre børn. De slår, de løber rundt, larmer, kan ikke vente og udsætte egne behov og de er altid i gang og i aktivitet. Det ligger lige for, at betragte dem som irriterende og beregnende på den måde, at man tænker deres adfærd er for egen vindings skyld eller for at genere de andre børn, for at få deres vilje.
Men sådan er det aldrig, og det er formentlig det pædagogerne i din søns børnehave er opmærksomme på, og det virker dygtigt og kompetent.
Jeg tror, de fleste forældre der har eller har haft børn i institution har oplevet, at der er børn der ikke kan finde ud af de sociale spilleregler, der er i institutionen. Måske er det ens eget barn det er svært for, eller det er et eller flere af de andre børn i gruppen.
Rummelighed er et af kodeordene, som du selv er inde på, men også ordet samarbejde mellem pædagoger, og forældre er kodeord der er vigtige.
For det er naturligvis også vigtigt, at I er trygge ved at jeres dreng er i børnehaven, og derfor har I naturligvis krav på at pædagogerne tager det alvorligt, når I fortæller om hvordan jeres dreng bliver påvirket.
Hvis I oplever det forsat er et problem, må I tale med dem om det igen, og høre hvad de tænker om det I fortæller.
Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker alt det bedste.
Venlig hilsen
