En 2-årigs urolige adfærd

Hej Charlotte,

Min søn på godt 20 måneder har fået en noget ubehagelig "vane". Han har aldrig været til kram og putte-under-dynen-hygge, men nu synes jeg hans adfærd er for markant. Når vi en sjælden gang sidder og leger stille og roligt sammen, kan jeg ikke slappe af. Jeg er hele tiden på vagt over hvornår han gør noget der forstyrre/ødelægger den gode stund. Et eksempel fra i dag: Vi sidder på badeværelset efter han har været i bad. Han vil gerne rede sit hår og får børsten. Derefter vil han rede mit hår, hvilket er fint med mig. Det går faktisk godt i nogle minutter indtil fanden tager ved ham og ham slår alt hvad han kan med børsten. Jeg har nu et "fint" mærke i panden, og endnu en frustration til samlingen. Det kommer som et lyn fra en klar himmel og hvis jeg når at se det er på vej kan jeg næsten fornemme i min søns ansigt at han godt ved det er forkert og at jeg bliver ked af det.
Vi kan gå ude i haven med trillebør, skovl og andre hyggelige ting og pludselig kan han finde på at løfte skovlen over hovedet og løbe så godt han kan hen for at banke den ned i køleren på min bil. Midt i byggeriet af tårne med klodser kan han rejse sig og kaste klodser i alle retninger og gerne den retning hvor der sidder nogle andre. Det er som om han bevidst vil gøre andre ondt. Ikke en særlig rar tanke at have om sit barn, men der er så mange tilfælde nu at jeg ikke kan rumme det uden hjælp. Jeg har prøvet mange metoder for at få ham til at beherske sig, f.eks. trille bolden i stedet for at kaste den over køkkenbordet, slå i gulvet med hammeren - IKKE på fjernsynet!, skubbe tallerkenen roligt væk fra sig efter maden - ikke give den et fur så den ender på gulvet. Jeg er alene med ham og har derfor ikke nogen at diskuterer disse situationer med. Bør jeg søge hjælp til ham eller ..?? Jeg synes ikke det virker naturligt når det er så voldsomt og flere gange dagligt.
_____________________________________________

Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan læse du er rigtig meget frustreret og ked af, din søns udbrud og voldsomme temperament i forskellige situationer i jeres hverdag. Det er meget belastende, og tærer hårdt på kræfterne, når man har mange konflikter med sit lille barn, og det er også meget belastende for børn at være i disse konflikter mange gange om dagen.

Det jeg først har lyst til at skrive til dig er, at du ikke må tro, at din søn bevidst vil gøre andre ondt, for det vil han med sikkerhed ikke. Han har heller ikke intentioner om, at genere dig eller gøre dig ondt. Han er slet ikke udviklet til at være beregnende på denne måde endnu - faktisk er man ganske lille når man bare er 20 måneder gammel. Du bliver nødt til at lade være med at tillægge ham voksne motiver, eller at forvente voksen empati, for det kan han på ingen både leve op til.

Du spørger mig, om du bør søge noget hjælp til din dreng, da du er bekymret for hans adfærd og synes den er for markant og voldsom. Du skriver, at du ikke kan rumme det mere uden hjælp, da du er alene med ham og ikke har nogle at dele situationerne og tanker om det med. Jeg vil anbefale dig, at tage din egen fornemmelse alvorlig og søge noget hjælp og noget råd og vejledning.
Jeg kan læse du er frustreret, ked af det og føler dig lidt magtesløs og har det skidt med dig selv, og sådan skal du ikke gå og have det, det skal der laves om på, både for din søns, din og jeres skyld.
Du er hårdt presset i din hverdag, og du er kommet i et ”skævt spor” med din søn, hvor dine forventninger til ham hele tiden er, at han vil gøre noget der er forkert, at han ikke kan mestre de krav der stilles til ham.

Jeg gætter på din søn går i vuggestue? Måske det kunne være en god ide, at bede om en samtale med pædagogerne. Fortæl dem om de udfordringer og vanskeligheder du oplever i hverdagen, og fortæl at du er bekymret og går og tænker på om din søn er anderledes end andre børn.
Jeg tror de kan give dig noget råd og vejledning om hvad du kan gøre, anderledes end jeg kan her i brevkassen. De har et nøjere kendskab både til din søn og til dig.
Jeg tænker også det vil være godt for dig, at dele med dem der kender din dreng, hvad du tænker og hvordan du har det. Samtidig kan du også spørge til, hvordan han fungerer i vuggestuen, er det mon på samme måde eller opfører han sig anderledes der.
Jeg gætter også på at pædagogerne vil fortælle dig noget om børns selvstændighedsalder.
Din søn er netop i den alder, hvilket kan sætte enhver forældre på hård prøve i forhold til ens egen tålmodighed og ikke mindst, at beherske sit eget temperament i de tilspidsede situationer.
Din dreng er på ”opdagelsesrejse ud i verden”, hvor han er i gang med at lære sig selv at kende, og også i gang med at lære hvordan og hvorledes han kan påvirke sine omgivelser. Din dreng udforsker også dig og indbyder dig til disse ”kampe eller fælles undersøgelser”. Han skal finde ud af:
Hvem er du? Hvad kan jeg bestemme - er der begrænsninger? Hvad kan jeg selv bestemme og hvad må jeg ikke selv bestemme?
Han sætter både sig selv og dig på hårdt arbejde, fordi der er SÅ mange ting, han skal til at finde ud af.

Din dreng begynder at forstå, hvad han må og ikke må. Samtidig er det vældig spændende at afprøve grænser:
”Kan det virkelig passe at mor siger jeg ikke må slå med børsten – jeg prøver lige en gang til!”
”Jeg kan ikke li´ maden, jeg giver tallerkenen et fur så den ryger på gulvet, hvad gør mor mon så?”.

Det bliver både en (lille) kamp og en leg for din dreng. Han kigger på dig, mens han tager børsten og slår dig med den eller skubber tallerkenen ned på gulvet mens han kigger på dig.

Der er faktisk kun en eneste vej til at hjælpe ham, og det er at gentage igen og igen:
”Nej jeg vil ikke have du slår med børsten”. ”Nej du må ikke smide tallerkenen på gulvet”.
Hvis han gør tingene fordi han er sur eller vred, er det godt at sætte ord på det, samtidig med, at du meget klart fortæller det må han ikke: ”Jeg kan godt se du er vred, det er ok at være vred med du må ikke slå. Du skal i stedet for sige du er sur og ikke vil have maden”.
Det giver din dreng en fornemmelse af, at du forstår ham, anerkender hans følelser, og at du kan rumme hans frustrationer. Det viser ham, at du accepterer den følelse han har i kroppen som den er, men også at du ser det i sammenhæng med andre realiteter, som at man må lære ikke at smide sin mad på gulvet.
Det er vigtige erfaringer for ham at gøre, og han har brug for din hjælp til at klare det og lære det.

Hvis du kan se det vil ske, er det en god ide, at komme ham i forkøbet, så din dreng slipper for ”at komme til” at slå med børsten eller smide tallerkenen på gulvet. Du skal tænke, at du skal hjælpe ham til det ikke sker, være foran og stoppe ham eller afled ham, inden det sker.
Du skal bevare roen, lade være med at skælde ud og råbe højt, men med bestemthed og sikkerhed i stemmen fortælle, han ikke må slå med børsten.
Husk, at det er din dreng der har mistet kontrollen, og derfor er du nødt til at bevare den.

Når børn bliver omkring 2 år gamle, får de ekstra stort behov for anerkendelse for det de laver og gør godt. Man ser også at de meget tydeligt kan give udtryk for stor stolthed, når der er noget de mestre. Husk at giv ham positiv opmærksomhed for det der går godt, det udvikler et godt selvbillede.
Der ligger her på barneguiden en del spørgsmål, som omhandler børns selvstændighedsalder, som du kan læse.

Håber du kan bruge mit svar. Og jeg ønsker dig og din søn det allerbedste.

Venlig hilsen