selvstændighedsalderen

Hej Charlotte,
Vores barnebarns adfærd bekymre os. Han er 2 år, meget aktiv og har allerede et sprog bestående af sætninger på 3 ord.
Han er meget grænsesøgende og når vi siger ”nej" skal han ”lige prøve en gang til”.
Når vi rejser os for at redde lysestagen, fjernbetjeningen, blomsten o.s.v. skynder han sig at tage genstanden og kaste den hen af gulvet hvis han er i stand til det. Ellers sparker han til alt hvad der er står på gulvet - også katten.
Vi siger ”nej” meget bestemt, vi prøver at aflede hans opmærksomhed, vi prøver at skælde ud, men han virker ikke modtagelig. Hvis han er sammen med andre børn og de tager noget af hans legetøj, slår han dem med det nærmeste han kan finde.
Han kaster også med alt. Er han ikke sulten eller kan han ikke lide maden kaster han med den.
Han forældre sætter grænse for ham, men han har meget temperament og kaster sig ned på gulvet. Smider med alting og sparker til alt.
Ofte når vi tager ham op, slår han os lige i hovedet og vi sætter ham omgående ned igen.
Han har ingen søskende, bor i hus med have og går i Vuggestue. Begge forældre er fornuftige og kæmper med hans hidsighed. Han får ikke slik og han har faste sovetider.
Hvad kan vi gøre for at hjælpe ham over hans destruktive adfærd? Vi er bange for, at hvis det ikke stopper, vil han få svært ved at få legekammerater. Og vi som bedsteforældre orker ikke at passe ham ret ofte. Vi kan godt snakke med vores datter og svigersøn om det, men de bliver sårede og spørger hvad de gør forkert?
Hvad kan vi gøre?

Med venlig hilsen, Bedsteforældre

_____________________________________________________

Kære Bedsteforældre

Mange tak for jeres spørgsmål her til brevkassen.

I har et lille barnebarn, som befinder sig i det man i dag kalder selvstændighedsalderen (tidligere kaldt trodsalderen).
Det er en alder, hvor vores børn har rigtig meget brug for os voksne til at hjælpe sig med at finde ud af hvor og hvordan der er grænser, i forhold til hvordan man kan opføre sig.
Det er også en alder, hvor vi voksne kan blive helt forpustet, fordi man er på hele tiden og det er nødvendigt hele tide at ”vejlede” den lille størrelse i hvad man gør og ikke gør.
Nogle vil vælge at kalde det den alder, hvor den egentlige opdragelse tager sin begyndelse, andre vil mene man ikke må/kan tale om opdragelse.
Når jeg skriver opdragelse mener jeg det skal forstås på den måde at det skal sættes lig med kærlighed.
Faktisk kan man betragte alderen fra 2 år som alderen, hvor vi skal hjælpe barnet med at lære:
”Det må du – og det må du ikke”.
Jeres barnebarn er formentlig gået ind i en ny tid i sit lille liv, hvor han udviklingsmæssigt er gået fra at kunne acceptere en afledning af noget han ikke måtte gøre, til den nye periode i det lille liv, som nu består meget af en grænsesøgende stil.
Adfærden skifter formentlig til at være en periode, der er domineret af:
Jeg vil ha…..`
Jeg vil selv…..
Jeg kan selv…..
Jeg vil ikke……
Voldsom adfærd med at kaste med tingene, kaste sig selv på gulvet eller andet i denne stil, er ikke ualmindeligt at se, da det er store følelser der raser i den lille fyr, som befinder sig i dette udviklingstrin.
Det er ikke ualmindeligt, at børn i denne periode reagerer voldsomt når de ikke får deres vilje, og for nogle børn kan et nej udløse voldsomme reaktioner med hysteri og vrede.
Selvom jeres barnebarn er begyndt at udvikle sit sprog, er det vigtigt, at I stadig også viser ham rent fysisk hvad han må og ikke må.
Det er sådan, at han igen og igen vil forsøge at få sine ønsker igennem, og dette vil mange gange ske med at f.eks. at blive hysterisk eller kaste med ting eller lignende. Han er på undersøgelse i situationens muligheder, ved at gøre oprør og arbejder hårdt på en få sin egen mening igennem.
Han har brug for jeres hjælp til at takle situationen, ved at i konsekvent viser og fortæller ham hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt.
Jeg tænker også, at I må sætte de grænser I ønsker der skal være når han er hos Bedstemor og Bedstefar, også selvom grænserne f.eks. er anderledes end de er derhjemme. Børn kan godt finde ud af at det er forskelligt hos Bedsterne og derhjemme.
Det der er godt for børn i denne alder, er at tingene er forudsigelige og foregår på samme måde. Så at vide at når jeg er hos Bedste så sidder vi altså sammen ved bordet og spiser, og hvis der er noget man ikke kan li, så lægger man det f.eks. på en lille tallerken ved siden af. Hos Bedste må man ikke smide med maden eller andre ting. Vis ham hvad han kan gøre i stedet for, gå med ham hen til det barn der tager hans legetøj og sige at det må de ikke for dit barnebarn var i gang med at lege med det. Vis ham igen og igen, at der er andre handlemuligheder end at slå og kaste med tingene.
I hjælper ham bedst ved igen og igen at fortælle ham og vise ham hvad han må og ikke må. Han har brug for hjælp til at takle de store og voldsomme følelser han oplever i sin vrede og ked af det hed, for det er også store og ukendte følelser der optræder for ham. Prøv som udgangspunkt at tænke på hvordan det er bedst at hjælpe ham til at komme til at forstå, at der er noget han må og ikke må.
Prøv også ind imellem at aflede ham, så han ikke kommer til at gøre ting, der hele tiden vil gøre at i kommer til at skælde ham ud og irettesætte ham. Han har også brug for at mærke han er vigtig og ok, og brug for en masse knus og kærtegn.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Her på siden ligger andre spørgsmål omkring børn i selvstændighedsalderen og jeg tror de disse også vil kunne give dig nogle svar.

Venlig hilsen