tingene skal siges til hende igen og igen

Hej Charlotte,
Jeg har en datter på 8 år. Hun har fået en dårlig vane med hele tiden at sige "Hvad???", selvom hun har hørt hvad vi siger. Det har jeg før oplevet hos andre børn og tog det derfor i starten som endnu en "fase" mit barn skulle igennem. Men det har nu udviklet sig til noget der ligner en "tvangstanke". Mindst hver anden gang jeg taler til hende skal det gentages, ofte mere end een gang. Det handler ofte om, at hun har hørt de store træk, I det vi siger, men hun vil for enhver pris være sikker på, at hun har hørt hvert et ord i sætningen helt præcist. Det har udviklet sig til et problem for os alle i hverdagen, det er meget belastende for os hele tiden at skulle gentage og fylder meget i vores lille familie, hvor der også er et andet barn, der gerne vil "til ordre". Også i hendes leg med veninder gør hun det og det kan ofte forstyrre en ellers god leg. Hun er selv ked af det og vil gerne holde op, men hun kan ikke styre det. Gennem de sidste par år har hun haft lign. "vaner"/"særheder". F.eks. havde hun for et par år siden problemer med berøringer. Siden har hun haft en "vane" med, at hun skulle have en undskyldning fra andre, hvis HUN syntes de havde gjort noget forkert. Igen så slemt, at dagen slet ikke kunne komme videre, før hun havde fået en undskyldning, ofte for små ligegyldige ting, man normalt ikke ville undskylde for.
Dette "nye", med at skulle have gentaget alt hvad vi siger mange gange er dog det værste og som sagt belastende for hele familien og for Helena selv.

Måske kan du fortælle mig, at det er helt naturlig, at børn har disse "særheder" de skal igennem, så vil jeg være rolig og udvise den største tålmodighed. Men jeg begynder at frygte, der ligger noget mere alvorligt til grund og vil for alt i verden hjælpe min datter, hvis der er behov for det.

Vh.
En kærlig mor
_______________________________

Tak for dit spørgsmål til mig her i brevkassen.

Du har ganske ret i, at det hører med til børns udvikling i forskellige faser, at have nogle ritualer eller ”særheder” af forskellig vis, som de overholder og prioriterer som meget vigtige. Nogle gange kan det være noget vi voksne har svært ved at forstå, men faktisk godt kan huske fra vores egen barndom. De fleste af os husker nok ”legen” med ikke at måtte træde på stregerne i fortorvet. For nogle børn er det mere betydningsfuldt end for andre, hvis vi alligevel kommer til at træde på stregerne. Nogle har brug for mere støtte og hjælp i situationen end andre, ligesom at ritualerne kan stå på i kortere eller længere tid. Børn kan også godt i perioder have en ide med at sige nogle bestemte ting, eller som din datter sige ”hvad” til det meste hun hører.

Du skriver, du er bekymret for om din datter kan have nogle tvangstanker. Jeg kan ikke her tage stilling til om det er tilfældet. Men som regel er det andre symptomer der gør sig gældende, når børn har tvangstanker og tvangshandlinger. Jeg vil ikke her gå ind at beskrive dette. Der er mange steder på nettet med gode og informative oplysninger om disse lidelser.

Jeg vil først sige, at jeg læser du gør dig nogle bekymringer for din datter. Du har gennem hendes barndom observeret hun gør nogle ting, som undrer dig og ikke er, som andre børn gør flest. Hvis din bekymringer er store, skal du kontakte andre at tale med om det. Du skal ikke blive ved at være bekymret, det er ikke godt hverken for dig, din datter eller jeres lille familie. Jeg kan jo kun forholde mig, ud fra den lille smule jeg får i vide her i mailen, og det er naturligvis kun et meget lille og på ingen måde fyldestgørende billede af jeres situation. (Selv om du fortæller fint og levende :o))

Du kan evt. tale med din datters lærer eller med pædagogerne i SFO, for at høre om de oplever hun har en påfaldende adfærd, som de på nogen måde oplever giver hende vanskeligheder i hverdagen. Du kan også kontakte lægen og fortælle om situationen, og samtidig få undersøgt om der skulle være noget med hendes hørelse. Det er altid godt, at få de fysiske ting undersøgt, hvor det er muligt, for at kunne udelukke disse. Du skal tage dine egne bekymringer alvorlige, hvis de fylder meget og få undersøgt situationen, og forhåbentlig få at vide det går over.

Jeg kan læse, at det er belastende for jeres lille familie, at I hele tiden skal gentage hvad I har sagt, da det afbryder det naturlige ”flow” der måtte være i en almindelig samtale og eller i en leg eller anden aktivitet.

Hvis du ikke er alt for bekymret, vil jeg råde dig til at tage det stille og roligt og se tiden lidt an. Du skriver at din datter selv er ked af det og gerne vil lade være med det, men at hun ikke kan styre det.

Måske du og din mand skal tage ansvaret for at styre det og hjælpe hende med ikke, at have ansvaret for at styre om hun siger: ”Hvad” eller ikke. I virkeligheden er det ikke afgørende om hun siger: ”Hvad”, men det er afgørende hvordan I reagerer på det.

Snak med hende om, at I gerne vil hjælpe hende med at lade være med at skulle have alt gentaget. Fortæl hende at du og far har besluttet, at I ikke hele tiden vil gentage hvad I siger til hende. Fortæl hende også at der ikke sker noget ved, at hun ikke hører det helt perfekt. At det er meget almindeligt, at man faktisk kun hører noget af det der bliver sagt og ud fra dette, gætter sig til hvad det var der blev sagt. Lad være med at blive irriteret og skælde ud, hvis hun siger: ”Hvad”, prøv at forsætte, eller sig til hende at hun lige skal vente lidt. Måske kan I også bruge lidt humor, så det ikke bliver så besværligt og belastende.

Jeg håber du kan bruge mit lille svar til at blive lidt mindre bekymret eller at handle på din bekymring og få talt med nogle om det.

Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har yderligere spørgsmål eller har lyst til at fortælle hvordan det går.

Mange venlige hilsner fra