Æbleskiver med fuldkornsmel
Her får du opskriften på lækre æbleskiver, hvor det er fuldkornsmelet og de hele æblestykker, der giver de rustikke og velsmagende æbleskiver.
Det skal du bruge til ca. 50 stk.:
4 æg
150 g hvedemel
100 g fuldkornshvedemel
1 tsk. natron
1/2 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
2 spsk. rørsukker
4 dl kærnemælk
4 spsk. rapsolie
1 usprøjtet appelsin
4 spsk. korender
2-3 pigeonæbler i tern (små røde juleæbler)
Sådan gør du:
Bland alle de tørre ting sammen i en stor skål. Del æggene og tilsæt æggeblommer, kærnemælk og rapsolie. Pisk dejen sammen og lad den derefter hvile i 30 minutter på køl. Pisk hviderne helt stive og vend dem forsigtigt i dejen.
Skær æblet i fine små tern. Riv skallen fint af appelsinen. Bland æbletern med appelsinskal og koriander. Rør æbleblandingen i dejen lige før, den skal bages.
Varm æbleskivepanden godt op. Hæld lidt olie eller smør i hullerne til første omgang, og fyld hullerne ¾ op med dej. Bag ved jævn varme. Så snart kanterne har dannet skorpe og er lysbrune, vendes æbleskiverne. Vend dem flere gange og bag dem til de er gyldne og sprøde.
Serveres med hjemmelavet appelsinsukker, som du også får opskriften på her:
150 g rørsukker
1 usprøjtet appelsin
1 spsk. stødt kanel
Riv skallen fint af appelsinen. Bland fintrevet appelsinskal og kanel med rørsukkeret.
Mums!