DIY: Tangbilleder

Tangbilleder er fascinerende, for det er umuligt at vide, hvordan det færdige billede kommer til at se ud, da tangen sætter sine helt egne spor på papiret. ‘Fang’ tangen i vandkanten med et fiskenet og lad det dryppe lidt af, før den kommer med hjem i en plasticpose.

Materialer:
– en bakke eller balje med vand
– kraftigt papir, gerne 100 g
– aviser
– karton
– saks
– billedramme med glas

1. Placér papiret i vandet og lad det blive gennemblødt. Lad det ligge i vandet og vælg et stykke tang, der passer til papirets størrelse. Klip evt.

2. Læg tangen i vandet, hold papirstykket nedenunder, løft det op til tangen, så tangen klæber sig til papirets overflade. Hold fast i tangen og tag papiret op af vandet. Lad vandet løbe af, mens tangen stabiliserer sig på papiret. Gentag evt. med flere stykker tang.

3. Beskyt billedet ved at lægge et stykke papir ovenpå og læg det ind mellem to lag aviser, placér noget tungt ovenpå, og lad det tørre i et lunt rum. Regn med at der går 1 – 2 uger, før det er helt tørt, afhængig af luftfugtigheden og hvor vådt papiret og tangen er.

4. Lim papiret på et stykke karton og sæt det i rammen.

Fiskenet
Gå på opdagelse i vandkanten med et fiskenet og studer fangsten af smådyr, tang, krabbekløer og andet, der er interessant at røre ved og udforske på nært hold. Nogle af tingene, der bliver fanget i nettet, kan måske bruges i tangbilledet.

Idéen er fra bogen "Kom med ud i naturen" - en vidunderlig bog med idéer til oplevelser, aktiviteter og lege i det fri for børn og deres voksne.

Mere om: