3-årig præget af skilsmisse

Brev: 

Hej Charlotte.

Min søn og svigerdatter er flyttet fra hinanden - min søn er blevet i lejligheden og svigerdatteren er flyttet. De har en 3-årig søn, som de egentlig var meget enige om skulle bo/fordeles ligeligt til dem begge. Men der er store problemer. Den lille fyr kan efter min mening ikke håndtere at skulle have to hjem. Jeg hører det mest fra min søn, der i sine perioder dagligt har konflikter med ham. Så vil han ikke spise. Så vil han ikke have strømper eller sko på, han hyler og skriger, og det er komplet umuligt at tale ham til ro/fornuft. Endnu værre bliver det så når han skal afleveres i børnehaven. Min søn har så dårlig samvittighed over at skulle aflevere et skrigende barn, men tilsyneladende fungerer han OK i børnehaven (som jo som jeg ser det, er hans eneste faste base).
Både min søn og svigerdatter har været i psykologbehandling - min svigerdatter før bruddet og min søn efterfølgende - men hvad med den lille mand, kan man gøre noget for ham, så han får en stille og rolig tilværelse?

pinthis
Svar: 

Tak for din mail.
Skilsmisse er altid en svær krise at gennemleve både for forældre og børn. Men også mange bedsteforældre oplever, det er en svær situation.
Nogle bedsteforældre ”får lov til” at hjælpe så godt de kan, mens andre desværre bliver udelukket og får ikke lov til at hjælpe.

For dit barnebarn er det en meget forvirret tid. Intet er, som det plejer at være derhjemme hos mor og far. Når man er tre år gammel, forstår man ikke, hvad konsekvenserne er af, at mor og far ikke skal bo sammen mere. Derfor kan dit lille barnebarn bruge dig lidt som et lille fristed, hvor han for en stund kan glemme alt det svære og nye, fordi det hos dig er, som det plejer, og det er betryggende og godt for ham.

Du skriver ikke noget om, hvordan din søn og svigerdatter har det sammen, hvordan de kommunikerer og samarbejder om, at de nu skal være familie på anderledes betingelser, end de har været tidligere?

Det vigtigste for børn, når forældre bliver skilt, er, at de kan samarbejde på en god måde. At de har en god kommunikation og ikke nedgør hinanden over for børnene. Al forskning og alle undersøgelser viser, at det er bestemmende for, hvordan børn i skilsmisse klarer sig. Børn bliver meget påvirket af konflikter mellem forældrene, så den bedste gave at give ethvert barn i en skilsmisse er et godt og respektfuldt samarbejde.

Når man er en lille gut på 3 år, har man meget brug for, at der hurtigt muligt bliver skabt nye faste rutiner i dagligdagen. Barnets verden er nemlig familien og hjemmet, og det kan ikke begynde at finde og etablere tryghed, før der er ro omkring dem i disse ting. Du har ret i at daginstitutionen er en vigtig del for barnet i denne tid, da det er et fast holdepunkt, som ikke er forandret, ligesom bedsteforældre som sagt kan have en meget vigtig funktion, ved at det også her er, som det plejer.

Vis ham, hvordan tingene skal være ved hele tiden at fortælle ham om tingene: ”Nu skal du være i børnehaven, hvor Susanne passer på dig til mor, far eller farmor kommer og henter dig. Hun kommer lige efter, I har spist frugt”. Husk, han kan ikke forstå ”teoretiske” forklaringer, han har brug for ting/billeder han kender til at hænge det op på, som f.eks. at I kommer, når han har spist frugt. Han har brug for, at der hurtig kommer en forudsigelighed i hverdagen, som han kan stole på, hvilket gør det meget vigtigt, at alle aftaler overholdes, ellers mister han tilliden til jer og til det nye liv.
Han har brug for, at få lov til at sørge over tabet af ikke at skulle være sammen med både mor og far hele tiden. Han har svært ved at forstå, hvad der sker og har brug for hjælp til dette fra jer alle, der er omkring ham.
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og jeg ønsker det bedste for jer alle.
Her i brevkassen er en masse andre gode spørgsmål om børn og skilsmisse, som du måske kan have glæde af at læse.

Brevkasse: 

Tilføj kommentar

Psykolog og familierådgiver Charlotte Clemmensen

Charlotte Clemmensen er Familieguidens fast tilknyttede psykolog og familierådgiver. Du kan skrive til Charlotte på brevkasse@barneguiden.dk. Hverken dit navn eller din e-mail vil blive offentliggjort - du er således helt anonym.

Profesionelt tilbyder Charlotte terapeutiske samtaler og rådgivning til enkeltpersoner, børn, unge, par og familier og har bred erfaring. Læs mere på Pyskologcc.dk og følg Charlottes blog Forældreklubben.dk.