7-årig med tanker om døden
29. juni 2011
Jeg har en søn på godt 7 år. Han har længe forsøgt at forstå hvad død er og været bange for at dø. Han er mest bange, når han ligger i sin seng og skal sove. Det er ikke hver aften, men det dukker op ca. 3-4 gange om måneden.
For nylig var det slemt. Selvom han nok mente, at det først blev aktuelt, når han bliver gammel, så blev han enormt skræmt ved tanken om, så ikke at kunne komme tilbage igen. Han hulkede og skreg nærmest og vendte ryggen til mig ved tanken.
Jeg snakkede selvfølgelig med ham, men besluttede at lade ham græde. Han faldt til ro og var udmattet. Faldt herefter i søvn. Vi kan jo som bekendt ikke gøre noget ved at vi skal dø, så i stedet for indviklede forklaringer(bortforklaringer) så prøver jeg at få ham til at tænke på noget han glæder sig til eller godt kan lide.
Jeg skriver jo lidt i afmagt. Det er tungt at ens barn skal kæmpe med angst for døden i så ung en alder. Han er forøvrigt også bange for flere andre ting. Måske det hører alderen til. Større bevidsthed men ikke evnen til at stille noget op selv?
Har du forslag til at lette angsten?
Med venlig hilsen Gitte
________________________________________________________
Kære Gitte
Tak for dit spørgsmål til mig her til brevkassen.
Man bliver lidt fortvivlet som du beskriver, når ens barn er bange og angst over for ting og realiteter, man ikke kan ændre eller gøre noget ved.
Jeg tænker, at du gør det helt rigtige ved ikke at forsøge, at bortforklare alle mennesker jo skal dø en dag. Og ja, det er jo for de allerfleste af os en skræmmende tanke at forholde sig til, og også skræmmende for din dreng.
Børn i alderen som din søn, omkring 7 år, er i en udviklingsfase i livet, hvor han begynder mere og mere og kan adskille virkelighed og fantasi. Hans udvikling gør ham til et lille menneske der er rationelt tænkende, som interesserer sig mere og mere for logiske forklaringer og på videnskabeligt gyldige fakta.
Måske har han en lille ven der har mistet en nærtstående, et lille elsket kæledyr eller andet? Det har måske fået hans tanker henledt på, at når man er død, så er det endeligt og man kommer ikke tilbage. Det er nemlig i denne alder, man begynder at forstå det her med at når man dør, så er det endeligt, og man kommer ikke mere tilbage til denne verden.
Når børn er noget mindre end din søn, så er deres oplevelse af død ikke endeligt, et lille dyr de f.eks. har begravet fordi det var dødt, kan man se børn dagen efter prøve at grave op igen, for at se om det nu er blevet levende igen.
Nu er din søn som sagt ved at forstå, at når man dør, så er kan man ikke blive levende igen og vende tilbage her til verden, og det er jo en skræmmende ny indsigt for ham. Han har brug for din hjælp til at forholde sig til denne nye
(angstprovokerende) viden.
Børn i din søns alder bliver ofte mere og mere bange for det, som de nu ved og forstår kan ske. De ser det i medier og hører og opfanger anderledes, hvad vi voksne taler med hinanden om end de har gjort tidligere.
Deres tanker kredser i perioder også meget omkring, hvad der skal ske med dem, hvis de dør eller hvis forældrene dør. Tanken om adskillelse fra far og mor kan være rigtig meget svær at rumme og forholde sig til. Disse former for angst forsætter for mange børn nogle år, og ses frem til børnene bliver omkring 11-13 år gamle. Angsten kan være varierende i styrke og kan komme og gå.
Din søn har brug for sammen med dig, at forholde sig til sin ”nye viden” og tale med dig om det.
At få bekræftelse på at hans tanker er skræmmende og at det er rigtigt, at det er en del af livet at skulle dø. Samtidig har han brug for, at du beroliger ham, ved at snakke med ham om, at det jo gudskelov oftest er sådan, at vi bliver gamle inden vi dør.
Fyld lidt oplysning og lidt viden på af gangen, lad ham tænke lidt, for igen at vende tilbage for at tale med dig om det igen og igen.
Sig til ham, at det er rigtigt, det er lidt væmmeligt at tænke på at vi skal dø, sådan synes alle mennesker, men forsikrer ham igen om, at det heldigvis oftest er sådan, at vi bliver gamle inden vi dør.
Hvis det passer til dig, så fortæl ham at du tror man kommer op i himmelen når man dør og at du tror der er rart deroppe.
Det er vigtigt for børn på et tidspunkt, at få en forklaring på hvad der sker når livet slutter, men de har stadig også brug for at blive beroliget og finde trøst i ting der er forståelige for dem at forholde sig til.
Du skal huske at tilpasse dine forklaringer i dine snakke med din dreng, så de passer til den modenhed han har udviklet og hans behov og parathed til at forstå hvad du fortæller og forklarer.
Du skal være opmærksom på, at han endnu ikke helt har udviklet evnen til at tænke i mere abstrakte begreber, og derfor ikke er i stand til at opfatte døden helt på samme måde som os voksne, som en biologisk proces, der rammer os alle og hvorved vores krop går til grunde.
Der er en masse snak forude til dig og din søn, hvor du skal lytte godt på hans spørgsmål om de store ting i livet og give ham så ærlige svar, som han kan rumme at modtage i forhold til hans udvikling. Hvis du ikke har svar på noget af det han spørger så, så sig det til ham, i stedet for at komme med falske forklaringer, som måske bare yderligere vil forvirre din dreng.
F.eks. er der mange børn der kan spørge om hvordan Gud ser ud, og det er jo helt reelt at sige det ved du ikke, men tror han ser rar ud eller andet der passer til dig og din overbevisning.
Børn mærker når vi voksne er bange for at tale om døden, og det kan være med til at gøre dem mere bange. Men du skriver at det er du ikke og det er bare rigtig godt, så du skal have gang i en masse mere snak med din dreng.
Der findes en del gode børnebøger om emnet, så måske det kunne være en god ide, at gå på biblioteket og låne nogle af dem og læse dem sammen med din dreng.
Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke og håber du vil få nogle gode snakke med din søn. Det kan være helt fantastisk spændende at tale med børn om nogle af livets store spørgsmål og være vidende til, hvordan og hvad de gør sig af tanker. Jeg selv synes det er noget man kan blive rigtig klog af, da det ofte er overraskende hvad de gør sig af store og små tanker.
Ud fra hvad du kort skriver, tror jeg ikke du har grund til bekymring, men ”bare” skal forsætte med at tale med din dreng om de store, skræmmende, spændende og nye tanker han gør sig i sit lille hoved og liv.
Hvis det skulle blive et vedvarende problem, som præger og påvirker ham i hverdagen, skal du selvfølgelig søge noget mere rådgivning og vejledning, så han kommer bedst mulig gennem den udviklingsfase han er i gang med.
Håber du kan bruge mit svar, du er velkommen til at vende tilbage hvis du har yderligere spørgsmål. Eller vende tilbage og fortælle andre brugere af brevkassen om hvordan det går/er gået, der er nemlig rigtig mange forældre der gør sig tanker om, hvordan de takler lignede situationer som du beskriver.
Mange venlige hilsner fra
