Barn med angst for folk i kittel

Hej Charlotte

Min datter på 3½ er en glad og tilfreds pige. Hun forandrer dog fuldstændig personlighed når vi besøger lægen, tandlægen eller frisøren, og bliver til en lille trold, der skriger og råber: ”Nej, nej, jeg vil ikke!” - og sparker og slår vildt omkring sig.
Vi kan lade være med at tage hende til frisøren, men læge og tandlæge skal hun jo til. Hun bliver så voldsom at vi må være to voksne til at holde hende.
Det er rigtig ubehageligt - og efterhånden også lidt pinligt. De sidste par besøg hos læge og tandlæge er endt i skrig og skrål – og vi er gået derfra uden at hun er blevet ordentligt undersøgt. Eksempelvis kunne lægen ikke pode for halsbetændelse.
Det er et stort problem for os, og vi synes ikke at der er noget der hjælper. Vi har leget læge/tandlæge, læst bøger om det, fortalt, snakket med hende, blevet vrede på hende, men vi aner simpelthen ikke vores levende råd.
Har du et godt råd til hvad vi kan gøre? Hun er ellers ikke et nervøst og bange barn. Hendes angst er primært knyttet til læge og tandlæge, og begyndte da hun fik sin første vaccination. Men kan et barn huske det så længe efter?

_____________________________________________________

Tak for jeres henvendelse til brevkassen.

Det er en svær situation du beskriver, ikke mindst for jeres lille datter, som du skriver har været angst for læger, tandlæger og frisører siden hun blev vaccineret. Inden for psykologien, findes der forskellige forklaringsmodeller på hvorfor og hvad årsagerne til angst for læger og tandlæger kan skyldes.
Nogle forskere mener, at hvis et barn har oplevet eller gennemgået en medicinsk behandling og har oplevet denne som traumatisk/og eller skrækindjagende, vil alle fremtidige erfaringer komme til at blive farvet af denne oplevelse. Desuden mener man, at denne første oplevelse, kommer til at blive generaliseret, på den måde, at andre situationer der mere eller mindre minder om den første skræmmende reaktion vil komme til at skabe angst hos barnet. Man taler her om, at angsten er en indlært adfærd. Hvis et barn har haft en enkelt negativ oplevelse med f.eks. et tandlægebesøg, så vil de næste besøg komme til at bygge på denne hændelse og hvert nyt besøg vil opleves lige så skræmmende, som det sidste besøg.

Andre årsager til at børn kan have angst for tandlæger og læger, kan også skyldes forældrenes egen angst for dette, forældrenes angst kan overføres til barnet. Det kan også være en god kammerat eller en anden barnet er tæt på, der kan fortælle at tandlægebesøg ikke er rart og dette kan barnet også tage til sig på en måde så det selv bliver angst.

Du skriver I er nødt til at være flere voksne til at holde din datter ved besøg hos lægen og tandlægen. Når man blander tvang sammen med noget der er ubehageligt i forvejen for barnet, bliver situationen yderligere vanskeliggjort for din datter. Når børn er under to år, er de ofte bange for fremmede miljøer og for fremmede mennesker. Hvis barnet udsættes for, at en læge eller tandlæge tager barnet for undersøgelse eller behandling, kan barnets udviklingsmæssigt betingede angst for fremmede mennesker (det vil sige fremmed-angst) aktualiseres og det kan gøre t barnet bliver helt umedgørligt.

Hvad der er grund til din datters angst er for mig umulig at give dig et konkret svar på, men jeg kan læse det er en voldsom belastning for jer, fordi der jo kan være situationer hvor hun er nødt til at skal undersøges, f.eks. ved sygdom og dermed lægebesøg. Jeg tænker, at det kunne være en god ide for jer, at starte ”helt forfra” med at gå til f.eks. tandlægen uden at hun skal undersøges eller have lavet noget. Prøv at tilrettelægge et besøg, der foregår i en atmosfære der er rar og hyggelig. Måske i kunne tage en dukke eller bamse med, som tandlægen kunne kigge lidt på, mens hun taler med din datter om hvad hun gør når hun undersøger dukken. Måske kan hun få lov til at kigge på og holde tandlægespejlet, tal med hende undervejs, men sæt ikke krav til hende om at hun skal undersøges. Dog er det vigtigt, at hun får en fornemmelse af, at den behandling dukken får, også er noget din datter skal prøve – en anden dag. De informationer tandlægen giver tager udgangspunkt i dukken, men du skal hjælpe og opmuntre din datter til at stille spørgsmål og være nysgerrig og snakke med hende om situationen. Din datter vil så formentlig projicere sine egne følelser og sin egen angst over på dukken, og tandlægen kan så give hende nogle beroligende forklaringer, som hun kan finde noget ro og en tryghed i. Denne metode kaldes af nogle: ”Tale-vise-gøre” metoden.
Måske kan hun også sidde hos dig i tandlægestolen, da det vil være trygt for hende og virke mindre angstfremkaldende for hende. Det handler om, at hun skal have en oplevelse af, at det har været rart at være hos tandlægen, så hun får nogle nye erfaringer med at besøge hende. Tal med tandlægen om det og lav sammen en aftale om hvordan i vil gøre det.

Det kunne måske også være et emne man kunne tale om i børnehaven, de andre børn kunne fortælle historier, de kunne tegne, spille teater eller lign. Spørg pædagogerne om de har nogle gode ideer og om de vil være jer behjælpelige med at støtte jeres datter, så hun kan blive mindre angst over at skulle til lægen og tanglægen.
Der er helt sikkert også andre børn i børnehave der er bange for at gå til tandlægen Nogle steder kan man invitere børnetandlægen ud i børnehaven, hvor hun har forskellige instrumenter med som hun fortæller om og børnene kan lege med dem og røre ved dem.

Det er også som i gør en god ide at læse og lege derhjemme, når I synes lejligheden byder sig. Snak om det i læser og leger, men hold fokus på personerne i bogen, så i ikke med det sammen kommer til at lade det handle om jeres datter. Digt også selv nogle historier I fortæller hende, f.eks. om en anden lille pige som også var tre år og bange for at skulle til tandlægen. Fortæl, at hendes mor godt kunne forstå hun var bange, men fortæl også i historien, hvad de sammen gjorde for at hun holdt op med at være bange. Spørg din datter om, hun har nogle ideer til hvad de i historien kunne gøre så pigen ikke skal blive ved med at være bange, lyt til hendes ideer og kommenter positivt på dem.
Slut historien med at fortælle om tandlægebesøget og om at pigen var glad bagefter, og kun havde været en lille smule bange. I kan selvfølgelig digte en meget bedre historie end jeg, der passer lige nøjagtig til jeres datter og hendes udviklingsniveau.

Jeg tænker I har et stort arbejde forude, da det ikke er helt ligetil, at få vendt den ”onde cirkel” I er landet i, men jeg håber det vil lykkes for jer og ønsker jer alt mulig held og lykke.

Håber du kan bruge mit svar, du er velkommen til at skrive igen med spørgsmål eller fortælle om, hvad I har gjort og om det lykkes for jer at ”vende situationen”.

Venlig hilsen