Barn med angst for hunde

Kære Charlotte,

Jeg har en datter på 4 år som er meget bange for hunde. Da hun var helt lille, havde hun ingen problemer med hunde, men desværre har hun haft to dårlige oplevelser, hvor en hund i vores familie har snappet ud efter hende og gøet højt ad hende. Det har betydet, at hun nu er angst for hunde og klamrer sig til os når vi er et sted med hund.

Vi har prøvet at forklare hende, at hunden ikke gør noget osv. men hun hører det slet ikke, fordi hun er så bange.

Har du en god idé til, hvordan vi kan hjælpe hende af med denne angst?

____________________________________________________


At have en lille pige på 4 år, der er meget bange for hunde er ikke sjovt. Jeg kan læse, at du prøver at hjælpe din datter til ikke at være bange.

Nogle gange kan det være svært at forstå når ens barn er bange, fordi vi umiddelbart ikke synes der er noget at være bange for. Dog er det lidt anderledes i jeres situation, for der er en både forståelig og forklarende årsag til, hvorfor din lille pige er bange. Hun har fået en forskrækkelse, som har sat sig i hende. Hun har erfaret at hunde kan være farlige og kan snappe ud efter en, og det er en erfaring der selvfølgelig gør hende meget bange.

Det er for jeres pige vigtigt, at I ikke bagatelliserer, at hun er bange for hunde. Tag hendes angst alvorlig og tal med hende om det.
Det er almindeligt, at børn efter en sådan voldsom hændelse, vil prøve at undgå ting, der minder dem om hvad der tidligere er sket. Og når de ikke kan undgå at blive konfronteret med dét de er bange for (i jeres tilfælde hunde), så bliver de angste og klamrer sig til de voksne.

Når et lille barn oplever angst for f.eks. store hunde, er der flere ting der kan gøre hende bange. Alene størrelsen på hunden kan være skrækindjagende for et lille barn. Kommer en stor hund springende og gør voldsomt, er det også hundens bevægelser der vækker angst. Hjernen reagerer lynhurtigt med angst inden bevidstheden får en chance for at analyse og bedømme situationen.

Du skriver du har talt med hende om, at hun ikke skal være bange, for hunden I skal være sammen med, for den gør ikke noget. Men i virkeligheden er hendes erfaring at den gør noget, hun har oplevet at være bange flere gange, og hunden har snappet efter hende og gøet meget højt af hende.

Så det er vigtigt, at I prøver at forstå hendes angst og anerkender de følelser hun har, for de er jo helt reelle. Indbyd hende til at sætte ord på og fortælle dig hvad hun er bange for. Lyt godt efter og fortæl hende at du godt kan forstå hun er bange, for det er da også en væmmelig oplevelse hun har haft. Fortæl hende at der også er andre børn der er bange for hunde.

Når I skal besøge folk med hund, så forbered hende på situationen. Fortæl hende hvad der skal ske, at de har hunden som bor i deres hus, men at du vil passe godt på hende. Snak f.eks. med hende om at hunden vil være der men at hun ikke behøver at snakke med den, hun kan sidde hos dig og hunden vil måske være udenfor, i et andet værelse eller andet.
Respekter hendes angst og hjælp hende med at magte den, og det gør du bedst ved at vise hende forståelse og anerkendelse for de følelser hun har.
Læs evt. nogle bøger som omhandler hunde og få denne vej en snak om det, hvad tænker hun, hvad gør hende bange osv. osv.

Det kan også være en god ide, selv digte en historie om en anden pige du kender, som har oplevet det samme som din datter, og fortælle om at hun var bange og fortælle om hvad hun gjorde sammen med sin mor, så hun kunne være lidt mindre bange.

Håber du kan bruge mit svar til at hjælpe din datter med sin angst for hunde.

Venlig hilsen,