Barnets guide til at overvinde angst

Titel: Når du bekymrer dig for meget.
Forfatter: Dawn Huebner
Sideantal: 86
Forlag: Psykologisk Forlag
Udgivet: september 2008

Barnets guide til at overvinde angst
Ny bog hjælper ængstelige børn til at overvinde deres angst. Bogen henvender sig til de 6 til 12-årige.

Et barn der bekymrer sig for meget, kan have svært ved at udfolde sig. Bekymringer og ængstelighed kan fylde så meget, at de overskygger alt, og barnet vil derfor gøre næsten alt for at undgå de situationer eller ting, barnet er bange for. Bekymringer kan vokse og brede sig, og udvikle sig til angst. Nogle forældre oplever at barnet virker immun over for de voksnes forsøg på beroligelse og logisk forklaring, hvis bekymringerne fylder for meget.

Bogen er en interaktiv selvhjælpsbog der ved hjælp af metaforer og humoristiske illustrationer i et lettilgængeligt sprog henvender sig direkte til 6 til 12-årige. Bogen bør dog gennemgås af barnet sammen med forældrene eller andre voksne, der kan støtte op om anvendelse af ideerne.

Bogen er baseret på kognitiv adfærdsterapi og positiv tænkning og giver ideer til, hvordan barnet kan lære at sætte ord på bekymringer og derved gradvist lære at rumme dem og leve med dem. Den indeholder en introduktion til forældre og andre, der drager omsorg for børn, hvorfor den også er relevant for pædagoger, lærer og psykologer.

Oversat fra amerikansk af Charlotte Pietsch og med forord af professor, overlæge, dr. med. Per Hove Thomsen, Århus Universitetshospital, Børne- og ungdomspsykiatrisk Regionscenter.