Børns angst
24. april 2014
Man kan godt være i tvivl om, hvad man skal gøre, når ens barn pludselig bliver bange for noget, man umiddelbart ikke synes der er grund til at være bange for. De fleste forældre vil kunne genkende, at deres barn på et tidspunkt er bange for f.eks. fremmede mennesker, for mørke, bange for at være alene, bange for hunde eller bange for at der skal ske mor, far eller søskende noget grimt.
Uhyggelige væsener og farlige løver
Børn kan være bange for forskellige ting, i kortere eller længere perioder i gennem barndommen. I omkring 2-3 års alderen oplever nogle børn, at være bange for mørke eller for at være alene i et rum, mens andre oplever at være meget bange for f.eks. små dyr og insekter.
Årsagen til ængsteligheden er, at barnet i 2-3 års alderen endnu ikke har udviklet evnen til at skelne mellem virkelighed og fantasi. De er ikke i stand til at sætte deres tanker i perspektiv og kan således ikke bedømme sandsynligheden for, hvorvidt deres frygt har hold i virkeligheden. Derfor er det heller ikke ualmindeligt at børn i denne alder oplever angst for f.eks. uhyggelige fantasivæsener eller farlige løver.
Bruger fantasien til at skabe en sammenhæng
Små børn ser og hører mange ting, de ikke forstår. De opfatter enkle ord eller billeder fra de voksnes verden, men har ikke erfaringen til at forstå det i en sammenhæng. Ofte vil børn selv forsøge at fylde ”hullerne” ud i det, som de ikke forstår. Til det bruger de deres fantasi ofte uden, at vi voksne overhovedet involveres.
Disse udviklingsbetingede angstkilder ved barndommen er almene og uløseligt forbundet med det at være barn. Det betyder, at lige meget hvor meget vi gør os umage som forældre, vil der opstå situationer, hvor vores børn bliver bange. Vi kan ikke skabe en barndom for vores børn uden angst, men vi kan hjælpe dem med at komme igennem det. I de udviklingsmæssige perioder, hvor vores børn oplever angsten, kan vi støtte dem og forsikre dem om, at vi passer godt på dem.
Angsten er reel, set med barnets øjne
Forældre kan ofte have svært ved at forstå, hvad det er, barnet er bange for. Men det er vigtigt, hverken at bagatellisere eller dramatisere barnets bekymring og ængstelighed. Barnet skal have oplevelsen af, at blive hørt og blive taget alvorligt.
Det kan det være en god ide at prøve at huske tilbage til ens egen barndom, når man skal forsøge at forstå og berolige det ængstelige barn. Oplevede du selv ængstelighed da du var barn? Hvad var du bange for? Hvordan ville du gerne have været hjulpet, da du var barn?
Med øvelsen vil du huske tilbage til, hvordan det som barn var, at opleve ængstelighed, og du vil kunne se situationen fra et barneperspektiv, i stedet for et rationelt og voksent perspektiv. Denne indsigt kan være væsentlig for forståelsen af den situation barnet befinder sig i.
Vis barnet, at det bliver taget alvorligt
Den bedste måde at hjælpe det ængstelige barn er ved, i første omgang, at imødekomme barnets ønske. Hvad enten det er at lade lyset være tændt om natten eller gå en stor bue uden om en lille, gøende gravhund. Ved at imødekomme barnets ønske om at undgå det, der vækker barnets angst, viser du barnet, at du respekterer barnets følelser. Ved at vise barnet, at du forstår og respekterer barnets følelser, vil barnet føle, at det trygt kan indvie dig i hendes/hans bekymringer. Når der i al tryghed er åbnet op for fortrolighed og dialog, kan man berolige og forsikre barnet om, at børneværelset ikke bliver invaderet af spøgelser og uhyrer, når lyset slukkes. Prøv nysgerrigt at spørge ind til, hvad det er, der skræmmer ham/hende. Fortæl barnet, at du kender mange andre børn, som har det på nøjagtig samme måde. Lyt opmærksomt til barnet og foreslå at I sammen øver jer i, at gå ind i værelset, når lyset er slukket. Seancen skal foregå i barnets tempo og ofte gentages mange gange, før barnet føler sig tryg ved situationen og ængsteligheden slipper.
Et vigtig trin i barnets udvikling
De færreste børn undgår som sagt i barndommen at blive bange. Faktisk er det en vigtig udviklingsopgave for barnet at lære at mestre og takle sin angst. Dette indebærer, at vi voksne hjælper barnet med at lære at skelne mellem farlige og ikke farlige situationer, hvornår der er grund til at være bange og undgår en farlig situation. Men det er også vigtigt at lære, hvordan man takler angstvækkende situationer, som er nødvendige og uundgåelige. At lære dette er vigtig for barnets sunde udvikling.
