de mistede et barn - og overlevede

Skrevet af Channie Knudsen

Min fødselsberetning handler sådan set om 3 fødsler, hvor den første gik galt og vi mistede

barnet. Men de efterfølgende 2 fødsler gik godt og vi har i dag to dejlige drenge på 5 og 7 år.

Det hele startede i 1993 da min kæreste og jeg blev enige om at vi gerne ville være forældre. Jeg blev meget hurtig gravid.

Jeg var i 8. uge da vi fik bekræftet at jeg var gravid og vi var meget lykkelige. Vi snakkede om værelse og vugge og alt det man nu snakker om når men glæder sig til at blive forældre.

Men glæden varede ikke særlig længe. Da jeg var i 12 uge, begyndte jeg at bløde og aborterede.

Jeg husker jeg var meget ked af det og min kæreste og jeg snakkede meget om at vi gerne ville prøve igen. Der var bare lige det, at naturen ikke syntes vi skulle være lige så heldige med en ny graviditet som den vi lige havde haft.

Der skulle gå 10 måneder før jeg blev gravid igen.

Det var glædens time, da jeg havde taget graviditets test for 10. Gang og denne gang tænkte jeg at var testen ikke positiv - så ville jeg ikke mere, Jeg orkede ikke, måned efter måned, at have den følelse at jeg ikke kunne blive gravid, at der måtte være noget galt med mig osv.

Men da jeg kiggede på pinden var den positiv. Jubii, jeg var gravid! Jeg ville vente med at fortælle min kæreste den gode nyhed til han kom hjem. Men ventetiden var bare så lang...

Jeg fortalte ham nyheden næsten inden han kom ind af døren og han blev så glad.

Tiden op til 12. uge (hvor jeg sidst aborterede) var lang. Men uge 12 kom og gik, så uge 13 og endelig uge 14 og jeg følte at nu kunne jeg glæde mig uden bekymringer.

Undersøger af barn og scanninger viste alt var som det skulle være. Jordmoderen skønnede at barnet ville blive pænt stort. Jeg havde dog fået en mild form for sukkersyge, men den som ville forsvinde når først barnet var født, fik jeg at vide.

Fødslen nærmede sig og jeg var ca. 6 dage over terminsdatoen, da veerne startede. Jeg åbnede mig relativt hurtigt og fik senere at vide at det sikkert var derfor at fosterhinden var kommet i klemme mellem mit bækken og barnets hoved.

Der blev prikket hul på fosterhinden, men jeg kunne se på jordmoderen at noget var som det ikke skulle være.

Jeg fik en strimmel på min mave for at de kunne følge barnets hjerterytme. Jeg var jeg urolig for jordmoderen så bekymret ud. Hun tilkaldte efter nogen tid en læge. Jordmoderen kejsersnit, men det mente læge ikke var nødvendigt og de stod der længe og diskuterede frem og tilbage.

Pludselig gik det hele meget hurtigt og jeg blev kørt af sted, uden helt at finde ud af hvad der forgik.

Jeg rakte ud for at fange min kærestes hånd, men der var jeg allerede på vej væk og han måtte ikke følge med.

Jeg var rædselsslagen og var sikker på at det hele var ved at få galt. Jeg husker da jeg skulle over på operationsbordet midt i en ve - det var ikke sjovt.

Herefter husker jeg ikke andet end jeg var bange - meget bange.

Da jeg vågner igen, sidder min kæreste med sit ansigt begravet i sine hænder. Da jeg havde været i narkose havde jeg svært ved at komme helt til mig selv. Men jeg fik spurgt min kæreste hvad det blev – og han svarede: en dreng.

Jeg fornemmede at der var noget galt og spurgte ham om drengen var sund og rask. ”Nej”, sagde min kæreste. ”Vi fik ikke lov til at beholde ham….”

”Nej, det ved jeg godt” sagde jeg til ham og efter en pause spurgte jeg ham om han stadig ville giftes med mig – og det ville han gerne..

Men så blev jeg helt overrumplet af sorg og ønskede mig bare væk fra det hele. Jeg følte mig uduelig som kæreste. Jeg lå længe og følte at alt gik hen over hovedet på mig. Men så kom jeg til at tænke på hvad min kæreste havde sagt - at han ville stadig giftes - og hvis jeg nu døde, så kunne jeg jo ikke blive gift... og langsomt vågnede jeg helt af narkosen.

Vores barn blev nøddøbt umiddelbart efter han var født. Jordmoderen havde været ude og fortælle min kæreste at det stod galt til og spurgte ham hvad drengen skulle have heddet. Vores lille dreng fik navnet Alexander.

Tiden herefter var svær, ikke mindst fordi en obduktion viste at vores søn umiddelbart havde været et sund og rask barn.

Havde det været et lille og skrøbeligt barn - men at en dreng på 4160 og 56 cm, bare ikke ville trække vejret, var meget svært for os at forstå.

Tiden healer alle sår siges der. Ja, det gør den måske nok, men der er et stort arbejde der skal gøres for at det bliver sådan.

Den psykolog som vi fik hjælp af på sygehuset lærte mig en remse som jeg har brugt - og stadig bruger hvis jeg er ked af det.

Et sorgarbejde kan beskrives således: Det er som hvis du falder og slår dig. Du bløder meget i starten og så kommer der et sår. Men hver gang du kradser i det, bløder det igen.

På et eller andet tidspunkt bliver såret til ar og hver gang du ser det mindes du...

Min kæreste og jeg havde, da jeg var gravid, aftalt at vi skulle giftes 3 måneder efter fødslen - samtidig med barnedåben. Vi valgte at fuldføre vielsen på den dato som var sat. Selvom det var hårdt at tænke på at der faktisk også skulle have været en barnedåb, hjalp det os alligevel at vi havde valgt at fuldføre brylluppet – og på en eller anden måde følte vi han var med.

10 måneder senere blev jeg gravid igen. Men vi turede ikke glæde os, hvis det nu gik galt igen. Jeg ønskede mig en dreng, men det turde jeg ikke sige højt af frygt for at folk ville tro at jeg ville have en erstatning for Alexander.

Men Alexander var og blev Alexander og ingen ville kunne erstatte ham. Så jeg sagde at jeg mente at det blev en pige. Det dulmede også min nervøsitet lidt, at fokusere på det blev en pige. Det gjorde min graviditet lidt nemmere at gå igennem. Jeg fik naturligvis ekstra scanninger og gik til ekstra jordemoderbesøg.

Da lægerne på sygehuset spurgte om jeg ville føde selv, gik jeg fuldstændig i panik. Det opfangede den ene læge åbenbart, for han sagde med det samme at jeg havde mulighed for at få kejsersnit. Jeg åndede lettet op og tog i mod tilbudet med det samme.

Men da min mand og jeg snakkede om denne kejsersnit stod han af. Min mand kunne ikke magte tanken. Og jeg ville ikke presse ham, for han sørgede jo stadig over Alexander og den sidste fødsel havde været meget skræmmende for ham.

Så jeg spurgte ham om det var ok jeg spurgte min far om han ville med ind til operationen. Det var det.

Jeg tog hjem til min far og spurgte om han ville tage med mig ind og få kejsersnit den 29 januar 1997, og det ville han heldigvis gerne.

Dagen kom og vi var meget nervøse alle sammen, men ingen turde sige noget til hinanden. Men da jeg prikkede til ballonen og fortalte om at jeg var bange, havde jeg mange trøstende hænder om mig. Det var beroligende.

Jeg havde haft en forfærdelig dag og nat og jeg var rædselsslagen for at fødslen skulle gå i gang af sig selv.

Men der skete ikke noget og endelig oprandt dagen til det planlagte kejsersnit. Vi sad alle i venteværelset og var meget nervøse.

Jeg kom ind i et lille rum, hvor jeg skiftede tøj ved. Jeg kom i seng og blev til operationsstuen. Men far var ved min side. Det var først da vi kom til operationen at mine ben for alvor begyndte at ryste. Lægen og narkoselægen forsøgte at berolige mig og sagde at jeg jo ville være vågen hele tiden, at jeg ville være bedøvet fra mit bryst og ned og at jeg ville sove så jeg ikke kunne mærke de skar barnet ud.

Det blev en dejlig velskabt dreng på 3330 gram og 50 cm. Han havde det godt. Jeg kunne høre hans gråd og det var musik i mine øre. Jeg lykkedes! Vi lykkedes! Vi havde sammen lavet et pragtfuldt barn. Vores lykke var der bare ingen der kunne slå!

Da han nåede sit 11. måned blev han indlagt første gang med astmatisk bronkitis. Det betød at det efterfølgende år blev et liv ud og ind af sygehuset - med 18 indlæggelser !

Han blev meget syg af de astmatiske anfald han fik. Jeg var under uddannelse samtidigt, hvilket gjorde det svært at få tingene til at hænge sammen. Men takket være familie kom vi igennem denne tid også.

I årene der fulgte blev antallet af indlæggelser færre. Han er velfungerende i skolen, men han var og er stadig afhængig af medicin.

Jeg blev gravid igen da vores søn var knapt 1½ år. Jeg blev naturligvis nervøs igen, men alligevel ikke på samme måde som under min anden graviditet. Jeg var igennem alle ekstra scanninger og undersøgelser ligesom sidst.

Jeg havde besluttet at jeg ville fødte dette barn selv, men scanningerne viste at barnet vejede ca. 4100 gram og det ville være for stort til at jeg kunne føde selv – så det blev igen til et kejsersnit.

Vi fik en dejlig velskabt dreng på 5650 gram og 57 cm.

I tiden fra vi fik og mistede vores første søn, har vi måttet tage en masse beslutninger og lære at kommunikation er en vigtig del af sorgprocessen. Vi har i dag to dejlige drenge som er velfungerende og vi føler at via tæt kontakt og opbakning fra familie og venner har kunne få vores liv til at forme sig som vi har ønsket.

På trods af at vi mistede Alexander, er det lykkes os at skabe en velfungerende familie - på godt og ondt.

Men denne beretning ønsker jeg at fortælle at selvom det går grueligt galt, så overlever man og kan få et lykkeligt liv.

Det kræver hårdt arbejde, for både mand og kvinde at lære at kommunikere og respektere hinandens følelser. Men elsker man hinanden, så findes vejen.