madplaner med mangler!

Anmeldelse af Nønne Lønne Votborg

Titel: Aarstidernes Madplaner: Opskrifter og Indkøbsliste til ugens 5 hverdage
Forfatter: Søren Ejlersen & Thomas Hess
Forlag: Politikens Forlag

Kompetente folk med hang til økologi
Aarstiderne og folkene tilknyttet det internetbaserede firma, der leverer alverdens løsninger indenfor økologiske fødevarer, borger sædvanligvis for allerhøjeste kvalitet. Derfor var mine forventninger, da også meget høje, da "Aarstidernes madplaner" fandt vej til mit bord. Alene idéen om at hjælpe travle danskere med en række madplaner, synes jeg i sig selv kalder på beundring, og viser at Aarstiderne evner at mærke, hvad tidsånden kalder på.

En rigtig god idé!
Med dyrere fødevarepriser, en holdning om at vi gerne vil nyde gode og sunde måltider i familiens skød uden at spilde tiden og samtidig være bevidste om madspild, er "Aarstidernes madplaner" jo en gave i sig selv. Og var ”retten” tilberedt tilpas, ville alt også være fryd og gammen. Desværre har Søren Ejlersen og Thomas Hess, her og der hoppet over hvor gærdet er lavest, og bogen lykkes ikke helt.

Mere kogebog end madplan!
Først og fremmest er idéen, at læseren følger de 16 færdige madplaner, men kan hoppe rundt efter lyst og behov. Det kan have sine fordele for den frie sjæl, men for alle de, der netop har købt en bog under titlen "Aarstidernes madplaner" må det være lidt skuffende. På denne måde bliver bogen degraderet til en kogebog, inden den startskuddet er gået. Vi får ingen overordnede ugeplaner for tilrettelægning, indkøb, forberedelser, genbrug af rester osv. Til hver uge får vi ”Ugens overblik”, der er et beskedent forsøg derhen ad.
Bogen indeholder heller ingen basisviden eller introduktion til hvad, en madplan er, eller hvad selve idéen, opbygningen og funktionen er for en madplan. Heri ligger en stor fejl set med mine øjne. Læserne kommer til at mangle et væsentligt fundament, der er vigtigt, hvis der bliver brug for at justere i madplanen, eller hvis læseren kort og godt skulle få lyst til at lave sin egen madplan – måske med udgangspunkt i nogle af bogens dejlige opskrifter eller andre opskrifter, som Aarstiderne tidligere har bidraget med i andre fine kogebøger og løbende gør på deres site.

Aarstidernes greatest hits
Af bogens indledning fremgår det, at opskrifterne i "Aarstidernes madplaner" er Aarstidernes greatest hits fra firmaets måltidskasser, der her er samlet i én bog. I alt byder Søren Ejlersen og Thomas Hess på 80 velkendte og velduftende opskrifter. At Aarstiderne har tanke for købmandskab skinner tydeligt igennem. Læserne må hoste op med 4 kr. pr sms + alm. sms-takst, hvis indkøbslisten for en madplan ønskes sendt pr. sms. Her skal det bemærkes, at andre kogebøger har tilbudt denne service ganske gratis. Med opskrifter der er gode, men ”genbrugte” er jeg på kanten til at finde det en tand for smart, i en bog der sælger sig på at tilbyder hjælp til madplanen. Det får jeg jo kun, hvis jeg lige betaler ekstra ved kasse ét.

Malurt i bægeret
Det er mere end ærgerligt, at en bog med så gode intentioner og massevis af skøn, sund og sansemættet mad snubler allerede før den kommer fra start. For det ér en lækker, appetitindbydende og inspirerende kogebog, Søren Ejlersen og Thomas Hess byder på. Også selv om jeg personligt ikke helt kan forstå at sloganet ”Mere grønt – mindre kød” ikke bliver fulgt til dørs med en madplan, der bygger på fx en fast model og struktur, hvor en eller to dage i ugen er vegetariske. Eneste udmærkede princip ér, at madplanen byder på fisk én gang i ugen. Jeg kunne måske have forestillet mig nogle ord om, hvordan man om vinteren kan have en suppedag eller grøddag, mens det om sommeren er oplagt med en fast salatdag ligesom der i den varme sommertid kunne bydes på forskellige kolde supper og andre kølende former for skemad (fx mejerimad). Andre alternative overvejelser kunne uden tvivl tjene til inspiration og glæde, for den læser der selv pusler med madplaner, og evt. ud fra bogen gerne vil arbejde videre med konceptet.

Madplaner med minus
"Aarstidernes madplaner" er en samling glimrende opskrifter til ugen hverdagsmåltider, der hjælper med at spare tid og penge, men på ingen måde er klæder læseren på til selv at mestre den svære kunst at arbejde med madplaner. Dét er uhyre problematisk, da virkeligheden jo er en anden end smukt papir. Smag og behag er forskellig, så mange familier vil have brug for at kunne tilpasse madplanerne ligesom pengepung og indkøbsmuligheder også gør, at det ikke er realistisk at kunne følge planerne. Derfor er der brug for meget mere end dét bogen her byder på. Til gengæld er Aarstiderne som altid garant for god og gedigen mad, der varmt kan anbefales!

Mere om: