Undgå flad nakke

I barnets første levemåneder er knogler og led fleksible og bløde. Også barnets kranie er så blødt, at nakken kan ligges flad, hvis barnets hoved altid hviler i samme stilling. For at undgå at kraniet får en skæv form eller nakken lægges flad, er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan barnets hoved hviler, når barnet ligger ned. Læg også mærke til, at nogle børn har en ”yndlingsstilling” og selv lægger hoved i samme stilling, når de bliver lagt.
For at barnets hoved bevarer sin symmetriske form, kan du lægge barnet til at sove med hovedet hvilende skiftevis til højre og venstre side.
Spædbarnet må ikke sove på maven, men bør allerede som spæd vænnes til at ligge på maven, når det er vågent. Det styrker musklerne i nakke og ryg - og forebygger den flade nakke.