6 gode råd til en mere rolig baby

Hver dag, året rundt, får jeg henvendelser fra mødre. De ringer til mig om alt fra mavekneb til, hvordan det er at have en pjevset baby, men fælles for de fleste henvendelser er, at deres baby har svært ved at finde ro...

Det kan give sig udtryk i mange ting, men kan for eksempel være en baby, der bare hele tiden vil være på en efterhånden meget træt forældrearm. Det kan være en baby, der ikke sover så meget, som den skal, og det kan være en baby, hvis søvn er præget af arme og ben, der spjætter eller en baby, der vågner med et skrig og efterfølgende er utrøstelig.

Og så siger de… ”Helle, vil du hjælpe mit barn til at finde mere ro?”. Det vil jeg gerne, men før jeg kigger forbi, vil jeg dele seks værktøjer med dig, som jeg ved andre forældre har haft glæde af.

Seks gode råd til en mere rolig baby!

1 Læg babys hoved op ad noget
Mange forældre lægger baby midt i liften. Jeg tror, det måske er fordi, at vi synes, det ser mest komfortabelt ud for barnet at ligge sådan. Men babyen vil meget hellere ligge, så hovedet ligger op ad siden på liften – alternativt at de har en ble ved hovedet, der støtter. Det skaber tryghed for et lille barn at ligge op ad noget. Tænk på, at baby har ligget i mors mave og den sidste tid - som stort spædbarn - konstant har mærket mors mave.

2 Brug en slyngevugge
En slyngevugge er en af de bedste investeringer, som mange forældre har foretaget. De fleste babyer elsker slyngevuggen, som kan gynge både vertikalt og horisontalt, og den giver også armene fri til forældrene, der ikke konstant har et sovende barn på kroppen. Vær dog opmærksom på, at der er som regel 14 dages returret, hvis den ikke er noget for jeres barn. Så tjek altid købsbetingelserne inden I køber en slyngevugge.

3 Prøv med en yogabold
Da babyen lå i sin mors mave, var den vant til at hoppe rundt hele tiden. Det er sikkert derfor, at mange babyer elsker, når mor eller far finder yogabolden frem og sætter sig på den med baby i armene og hopper løs. Yogabolden skåner også forældrenes ryg - især når babyen bliver større og tungere.

4 Læs gerne ”Mindfulness for dig som mor – med det lille barn”
En praktisk og letlæst bog om at leve bevidst nærværende både i relation til dig selv og i relation til dit lille barn. Bogen er skrevet af Stine Reintoft og Nina K. Ekman. Jeg kan varmt anbefale, at du læser bogen, allerede inden du får barn. Mindfulness er et gavnligt værktøj for alle – både store som små. 

5 Husk din dybe vejrtrækninger
Din vejrtrækning skal helt ned i maven. Når du tager dybe vejrtrækninger, bliver du mere rolig – og den ro mærker din baby. Når vi er sammen med rolige mennesker, så smitter deres ro af på os andre og vi bliver selv mere rolige. Babyer har det på samme måde. Når mor eller far er bevidste om deres vejrtrækning og udstråler ro, kan det snildt være med til at tage toppen af en babys utilfredshed eller gråd. Det er de samme tilbagemeldinger, jeg gang på gang får fra forældre, der er blevet mere opmærksomme på deres vejrtrækning – de får roligere babyer.

6 Berøring er altid godt
Noget af det bedste for de fleste, når de er triste eller kede af det, er berøring! Sådan har babyer det også. De nyder berøring. Når du rører din baby, så kommer han eller hun tættere på dig. Gerne tæt ind til hjertet – din velkendte hjerterytme er guf for en lille baby. En varm hånd på maven eller et par store varme hænder, der holder om babyfødderne, er ren wellness for en baby.

Helle Munk er babyzoneterapeut og giver zoneterapi til baby i hjemmets trygge rammer. Se mere på Helle´s hjemmeside

 

Babyzoneterapeut Helle Munk

Zoneterapeut med speciale i babyzoneterapi. Helle tilbyder zoneterapi til din baby i hjemmets trygge rammer. Læs mere på Helles hjemmeside om de områder, hun dækker.