Anmeldelse: babyvikle fra Ergobaby
En vikle. Hvad er nu det for noget? Det kan umiddelbart synes lidt langhåret at vikle sig selv og sin baby ind i et fem meter langt stykke stof. Men efter nogle måneder med spædbarn og en Ergobaby-vikle i mit liv må jeg indrømme, at jeg faktisk er gået hen og er blevet fan.
Som graviditetsvikle
Allerede inden baby er født, kan viklen tages i brug. Dels er spædbarnet trygt, når den fra start dufter af mor - den kan jeg skrive under på - og dels kan du binde et såkaldt “Pregnancy tie”. (Se instrukser i videoen nedenfor).
“It’s that easy!” siger stemmen i videoen. Her vil jeg lige indskyde, at mine første forsøg inkluderede adskillige bandeord og en hel del pausen og spolen tilbage, for at jeg kunne følge med. Det er IKKE nemt, snarere kompliceret. Det kræver altså noget øvelse. Men når man først har fået vikleriet i fingrene, går det fint.
Jeg brugte viklen flere gange i min graviditet og kan egentlig godt se fidusen. Viklens stærke, fleksible materiale støtter virkelig godt om både ryg og den voksende mave - jeg synes, den fremmer en god holdning. Har man rygproblemer, tror jeg, den vil være en god hjælp.
Vikle med baby
Den fem meter lange vikle er lækker. Den føles meget behagelig mod huden, og 4D stræk-effekten gør den fleksibel samtidig med, at den føles stabil. Jeg er derfor helt tryg ved at placere min søn Bastian i den. Han var også helt tryg ved konceptet fra dag ét.
Særligt i den første tid var det fantastisk at kunne bære ham på denne måde. Han kunne ligge tæt op ad mig, mærke min varme og høre mit velkendte hjerteslag, mens stoffet smøg sig tæt ind til hans krop. Her har han taget mange gode lure! Både mens min kæreste og jeg har hygget os ved morgenbordet på en søndag, men jeg har sågar også oplevet, at han faldt i søvn, mens jeg stod og bagte boller.
Og her når jeg så til det geniale ved det lange stykke stof, når man er på barsel: Man kan have hænderne fri! Fri til at smøre sig en mad, hænge vasketøj op (afprøvet og godkendt), eller hvad man nu har brug for at gøre, når man ikke har et par ekstra hænder i huset. Jeg ville ikke undvære min vikle.
Nu hvor Bastian nærmer sig de fire måneder, bruger jeg primært viklen som en let tilgængelig bæresele, når vi er på tur. Det er rart, hvis han f.eks. ikke vil ligge i barnevognen, men vil op, hvor han kan følge med. Det kræver dog en mæt og udhvilet baby, ellers bliver han sur.
I sagens natur er han nu noget tungere at gå med, end da han var helt spæd. Det er derfor begrænset, hvor længe jeg kan have ham siddende ad gangen. Næste skridt bliver nok en rigtig bæresele.
At binde viklen
Instruktionsvideoen fra Ergobaby gør i mine øjne vikleriet mere kompliceret end nødvendigt. En simpel Youtube-søgning på ordet ”strækvikle” gav mig en langt enklere demonstration af, hvordan man binder sådan en fætter, og det hjalp mig meget. Skulle jeg bøvle for meget hver eneste gang, viklen skulle i brug, var der altså risiko for, at den blev liggende i skabet.
Jeg vil derfor anbefale, at man søger andre input her. Der er mange måder at gøre det på. Alternativt skal man altså væbne sig med en temmelig god portion tålmodighed.
Til slut vil jeg lige nævne…
Lommen! I starten troede jeg faktisk bare, at den var en æstetisk detalje. Men den har altså vist sig at være virkelig anvendelig. Først og fremmest letter den arbejdet, når viklen skal bindes. Man finder let og hurtigt midten, som vikleriet tager udgangspunkt i.
For nyligt er det også gået op for mig, at lommen bruges til opbevaring. Ved at vende vrangen ud af lommen, kan alt stoffet simpelthen kommes heri, og der er derfor samling på tropperne, når jeg skal have viklen med mig - så meget nemmere!
Herudover bruger vi den her i huset til at komme en stofble i. Vores søn er en værre savler og gylper, og her er det altså smart at have en klud ved hånden.
Prismæssigt er babyviklen fra Ergobaby temmelig pebret. Jeg synes dog, kvaliteten er i top, og gør man brug af den i det daglige, får man altså meget for sine penge.