5 gode tips til farvning af påskeæggene

Smukke pastelfarvede påskeæg

Du kan sagtens farve dine påskeæg med andet end konditorfarve (frugtfarve). Se bare her:

Koger du f.eks. æg med skaller fra rødløg får æggene en rødlig nuance, mens almindelige løg giver en gylden farve.

Æg kogt i kaffegrums får en smuk lys mokkafarve, mens te giver lysere nuancer.

Du kan også koge æg med rødbeder eller rødkål, hvilket resulterer i en flot lilla/grå nuance eller med et par skefulde gurkemeje, hvis du ønsker dem gule.

Vil I også ha´ nogle grønne æg, giver spinat skallen en lys grøn farve.


For at opnå en god farve, skal kogetiden være lang. Beregn et par timer, evt. længere, hvis du ønsker en kraftigere farve. Læg ægget i en gryde med koldt vand og kog ved svag varme, da de ellers kan knække.

5 gode tip til farving af æg

  1. Stearin tager ikke imod farve. Tegn evt. mønstre på æggeskallen med stearin inden kogning/farvning af ægget.
  2. Vikler du ægget sammen med løg ind i klude og binder snore omkring inden kogning, får skallen et dekorativt batik-agtigt mønster.
  3. Du kan give ægget en fin plettet effekt ved hjælp af lidt madkulør og en tandbørste. Dyb tandbørsten i kulør og pres den forsigtigt mod skallen.
  4. Farvet silkepapir og crepepapir kan også give ægget de smukke pastelfarver. Kog ægget pakket ind i papiret med en elastik omkring.
  5. Æggene bliver ekstra smukke og blanke, hvis man efter farvning gnider dem med lidt olie.

 

God fornøjelse!