Hjemmelavede boller til påskeferien
26. marts 2018
Der er noget ved disse boller, der får slået gækken løs. En rigtig dejlig opskrift på boller til påskedagene, - og måske endda til påskebordet.
Det skal du bruge til ca. 10-12 stk.
• 120 gram smør
• 2 dl mælk
• 50 gram gær
• 1/4 tsk salt
• 3 spsk sukker
• 2 æggeblommer
• 7-8 dl hvedemel
• evt. en håndfuld rosiner
• 1 sammenpisket æg til pensling
Sådan gør du
- Smelt smørret og bland det sammen med mælken.
- Rør gæren ud heri og tilsæt salt og sukker, æggeblommer, mel og evt. rosiner.
- Ælt dejen godt til den er dejligt smidig. Stil dejen til hævning i en skål i en lun vindueskarm tildækket af et fugtet viskestykke i ca. 30 minutter.
- Form dejen til boller, og anbring dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lad bollerne efterhæve i yderligere 20 minutter under et et fugtet viskestykke.
- Pensl bollerne med æg og bag dem ved 200 grader i ca. 10-15 minutter.